Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. De syv ord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
stolte paa os og fik en tornekrans til løn, som
endda er villig til at bære den og tusen lidelser
til, hvis Han bare til slut kan faa os til at tro,
Han elsker os. Han talte Syv Ord, mens Han
hang der paa Golgatha, og hvert eneste ett
fortæller os om Hans venskap.
«Fader, forlat dem, for de vet ikke, hvad de
gjør.»1
Vor Ven har gaat op paa backen, de har
klædd av Ham Hans klær og lagt Ham paa
korset som Han har baaret fra prætoriets trap.
Bødlerne gjør sig istand og vælger ut naglerne ....
De hvis kjærlighet Han søker at vinde staar rundt
omkring og ser ned paa Hans opadvendte aasyn.
Han ser dem, og bakom dem ser Han, der Han
ligger, alle dem som de repræsenterer — alle de
talløse sjæle som Han attraar at vinde, hver eneste
en. Og idet det første hammerslag falder, sier
Han Det første Ord: «Fader, forlat dem, for de
vet ikke hvad de gjør!*
1. Er det mulig at si et slikt ord? Er det
mulig selv for den guddommelige miskund at si
at «de hvet ikke hvad de gjør»? I tre aar hadde
Han levet mellem dem som deres tjener og ven.
Han hadde hjulpet alle som kom til Ham, mættet
de sultne, læget de syke, frelst de forpinte. Ikke
en eneste gang hadde nogen spurt at Han jaget
bort nogen som kom til Ham. Selv de som
verden regnet for uværdige, vrakgodset, de ødelagte
i livet, tolderen og skjøgen — selv de som hadde
sat overstyr verdens ukritiske venskap, fandt en
1 Luk. XXIII 34.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
