Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. De syv ord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
125
blomster som Gud kan erstatte med nye, men
Han kan ikke gjøre hele igjen dem som vi har
ødelagt.
For det er en guddommelig sak som vi
katho-liker korsfæster hver dag, og det er den
guddommelige hæder som vi krænker. Kunde vi
bare se Ham — her ligger Jesus midt iblandt os,
med sin dødskvals merker paa sit ansigt, Han
«bier paa nogen som vil trøste Ham» men Han
«finder ingen.»1 Han ligger her, og vi snakker
og glaner og gaar vor vei, mens tragedien spilles
til ende, hvor Han hænger mellem himmel og
jord, steget ned fra Himmelen og forkastet av
jorden — vor Gud som vi trodde var vor træl,
som længtet efter at faa være vor Ven.
Fader, paa denne bøn av din korsfæstede Søn,
forlat da ogsaa os, for vi vet ikke hvad vi
gjør!
Men fremfor alt er denne vor uvitenhet
uhyggelig i det forhold inden vort indre liv, som vi
taler om. Vi vet hvordan det er den kristnes
stadige erfaring at møte Jesus som pludselig
kommer til ham som en Ven. Der findes vel neppe
en kristen, ialfald ikke mellem dem som er blit
undervist om sin religion, som ikke en dag —
oftest i ungdommen, men undertiden ogsaa i en
modnere alder — pludselig blir vakt til at se den
kjendsgjerning, at Kristus vil ha mere end bare
lydighet, bare tro og bare tilbedelse — at Han
vil et venskap som er slik, saa bare indledningen
til det ikke er noget mindre end en moralsk
omvendelse. Det er et underfuldt og skjønt syn at
1 LXVIII Salme 21.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
