Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Paaskedag. Kristi, vor Vens, opreisning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
169
Engler kan ikke trøste hende over tapet av en
menneskelig vens lik —.
«De har tat min Herre bort, og jeg vet ikke
hvor de har lagt Ham,» hulker hun. Hun hører
fotefald bak sig, og hun som «mente at det var
gartneren» bryter ut i den samme fortvilede klage
mot manden som hun ikke kan se:
«Herre, hvis du har tat Ham bort, da si mig,
hvor du har lagt Ham, saa vil jeg ta Ham.»
«Maria!»
«Rabboni!»
Men der er endda en lærdom til som hun maa
nemme.
Da hun kaster sig ned, maalløs av kjærlighet
og længsel, for at omfavne Hans føtter — røre
ved dem og bli viss paa at det virkelig er de
samme føtter som hun kysset i farisæerens hus
og paa korset — at det er Ham selv og ikke et
gjenfærd — træder Han tilbake fra hende.
«Rør mig ikke, ti jeg er endda ikke faret op
til min Fader.»
«Rør mig ikke».....Dette venskap er ikke
mere det som det var før; det er noget uendelig
meget høiere. Det er ikke det samme som før,
fordi Hans hellige manddoms skranker er brutt,
— de skranker som gjorde at Han var her og
ikke andre steder, at Han kunde lide og bli træt
og være sulten og graate — skranker som gjorde
venskapet saa dyrebart for Hans venner, fordi de
virkelig kunde gjøre noget for Ham og trøste
Ham og hjælpe Ham. Og dette venskaps
utfoldelse i herligheten er endda ikke fuldbyrdet —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
