Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 7. Charles Darwins religion - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228
eller evne til at møte sine fiender ved hjælp av ,alexiner*
(vergestoffer) og ,antitoxiner* (eller motgifte). Allerede
Hippokrates og hans skole (som neppe var upaavirket
av forestillingen om en guddommelig magt som virkende
i naturen) rettet opmerksomheten mot det, som senere
av romerne kaldtes vis medicatrix naturae, den levende
naturs egen lægende kraft. Men endnu mere kan det vel
i vore dage siges at være et farveblindt syn, dette at se
sygdoms-magter for sig alene, uten at ta med i synsfeltet
den kjendsgjerning, at de vækker en storartet, omend ofte
tragisk forsvars- og befrielseskamp.
Det tragiske element kan aldrig herefter fjernes eller
bortgjemmes for vort syn paa livets historie. Men vi
kan se paa én gang det dypt smertelige og det opløftende
ved en tragisk kamp. Den tragiske digtnings syn paa
livets onder retter vort blik mot det storartede og skjønne
ved en befrielseskamp, selv om den ender med nederlag.
Og dette den tragiske digtnings syn kommer os i vore
dage til hjælp mot en ensidig advokatorisk, poesiløs og
kunstforlatt betragtning av livets onder.
Darwinismens tidsalder har tvunget os til at se, at
naturen ikke er saa idyllisk, som den ofte var det for en
Shaftesbury (i , The Moralists*) eller Rousseau, for Goethe
eller for Henrik Wergeland. Naturens liv er stundom
idyllisk og stundom tragisk. Vi kan aldrig vende tilbake
til den nye Edens have, det naturens gjenfundne paradis,
hvor der — ifølge Wergeland — ,i denne søde stund ei
er en draabe gift i ormens mund*, eller hvor alt er
gjennemtrængt av en uendelig kjærlighets og godhets
aand, som i Shelleys digte. Vi kan ikke vende tilbake
til den stoisk-idylliske natur-opfatning.
Men vi kan litt efter litt befri os for den farveblinde
pessimismes mareridt. Vi kan se, at livets onder hos
alle levende væsener fremkalder en i sin art vidunder-
lig kamp mot disse onder; og at der i denne kamp, selv
hos de ringeste levende væsener, er et element av vid-
underlig kunst. Hippokrates og hans elever hadde ret:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
