Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra 1783 til 1839 - Grundtvig som Kapellan i Udby
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Grundtvig som Kapellan i Udby. 27
deres Kreds og bad for dem med høj Røst under mange
Taarer: at dog Herren vilde bevare dem, saa de maatte
blive i lians Pagt. Deretter stod lian op, dybt bevæget,
og gik ind i et Sideværelse, men de kunde tydelig høre,
livorledes han der i Enrum bl ev ved at bede.
’„Gamle Dorthe Hans;s takkede endnu under sine gråa
Håar den unge Præst, der i hendes Barndom havde lært
hende de Kingos Salmer, hun maatte læse for ham paa
Kirkegulvet, og som hun endnu kunde udenad, da hun
hensov nær de 80."
Aaret 1812 er forøvrigt i Grundtvigs Levnets-Løb
især bekjendt af den store Opsigt, hans „Kort Begreb
afVerdens-Krønikeir’gjorde. Den var alt begyndt paa
Valkendorfs Kollegium til et Udet Overblik af Verdens-
Historien, som han fandt man i Skolen højt trængte til,
men da han kom til Eeformationen, syntes det ham, at
han ~som kristelig Skriftklog nødvendig maatte gribe Lej
ligheden til at afmale det ugudelige attende Aar
hundrede baade ude og hjemme, med de sorteste Farver".
Da han nu tillige, fra sit strængt lut hersk-bibelske
Stade, med Navns Xævnelse holdt Rettergang ogsaa over
Danmarks dale vende Digtere, Theologer og navnkundige
Mænd, saa rejste der sig et Uvejr mod Bogen, hvori den
udraabtes for et hadefulclt Nid-Skrift, hvis flydende og
ikke uvittige Stil gjorde det end mere giftigt, Det kom
just ud til Jul 1812, og hans kjebenhavnske Venner skrev
ham til, at han vist vilde faa et Dusin Injurie-Pro
cesser; men, hvad der reddede ham, var Stats-Banke
r otten, „som gav Kjøbenhavnerne and et at tænke og at
blæse paa". En langvarig Penne-Fejde var nu, hvad
der kom ud af det Hele, men seiv kunde han heller ikke
sagt, hvad mere der vilde komme ud; ~thi om det ogsaa
havde været med Pennen, at Kirken blev nedrevet, saa
var det dog klart, den ikke med Pennen kunde opbygges".
Blandt Angriberne kom ogsaa hans Ven Molbech, og
hans „Farvel til Molbech", (1813) der intet mere vilde
have med ham at skaffe, er noget af det Inderligste og
Ømmeste af det Slags, man kan læse. Det er indrykket i
„Kvædlinger" 1815 og ender med de Ord: :;..
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
