Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra 1783 til 1839 - Sognepræst i Præstø 1821 - Residerande Kapellan ved Vor Frelsers Kirke paa Kristianshavn 1822—26
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sognepræst i Præst» 1821. 69
men han trøster sig i Sangen med Gjensynet og Kjødets
Opstandelse, og Følelsen udvides til Danmark lians
Moder, om livis Oprejsning han deri ogsaa kvæder. Og
ved hans Side stod nu hans Hustru
„Med Barnet paa Armen,
Med Glæden i Barmen
Og- Øjet paa Bølgerne blåa".
Residerende Kapellan ved Vor Frelsers Kirke
paa Kristianshavn 1822—26.
Kristianshavn er den Del af Kjøbenhavn, som ligger
ude paa Øen Amager, forbunden med Hoved-Byen ved de
to Broer: Langebro og Knippelsbro. Her i den store
Kors-Kirke med det usædvanlig høje, slanke Taarn med
Vindel-Trappen udenom, her skulde da nu Grundtvig be
gynde sin Gjerning i Hovedstaden.
Da han var kommen tilbage, gik han op og takkede
Kongen for Befordringen, og Kongen sagde: „Lad mig
nu se, at De ikke forfolger de andre Præster herinde!"
Grundtvig svarede: ~Det er nok heller dem, der for
folger mig, Deres Majestæt!" Kongen lo og sagde: „Aa
ja, der er Noget i det!"
Nu var der en Spænding hos Kjøbenhavnerne efter at
faa høre, hvordan Clausen, som nu en Stund havde været
Stiftsprovst, vilde indsætte Grundtvig, saa Kirken be
stormedes ordentlig Iste Advents-Søndag. De fik imidler
tid forsaavidt en lang Xæse, som baade Clausen og
Grundtvig havde Takt nok til at holde ren Mund med
deres bekjendte Tanker om hinanden, hvad vel faldt Stifts
provsten lidt vanskeligt, men lykkedes dog temmelig godt
ved den Vending, at Grundtvig, som han tørt bemærkede,
havde baade mundtlig og skriftlig seiv gjort sig noksom
bekjendt. Grundtvig siger, at, havde han ikke kjendt
gamle Glansens Dristighed til at beraabe sig paa de aller
fyndigste Bibelsprog uden at gjore mindste Anvendelse af
dem, da maatte han højlig forundret sig over, at han ved
hans Indsættelse, uden mindste Frygt for at snuble, løb
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
