Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra 1783 til 1839 - Residerande Kapellan ved Vor Frelsers Kirke paa Kristianshavn 1822—26 - Mærkes-Aaret Attenhundrede fem og tyve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Residerende Kapellan paa Kristianshavn 1822 — 26.
72
unge Kjæmper til heller at tåge Dr. Mynster til For
mand, da han troede, at Mynsters Navn og ikke hans
vilde samle den gamle Kristendoms Venner til Samvirken.
Først da Mynster erklærede, at han intet vilde have med
Sagen at skaffe, gav han sit Navn til Pris, saa Grundt
vig og Rudelbach blev Udgiverne.
Mærkes-Aaret Attenhundrede fem og tyve.
Under sin Præste-Gjerning havde Grundtvig længe
smertelig savnet det almengyldige Vidnesbyrd for
Læg og Lærd om, hvad der er den ægte og sande Kristen
dom, uafhængigt af al Skrift-Fortolkning. Han
havde følt det Selmodsigende i, at en Præst skulde
sige til Konfirmanderne f. Eks.: „I maa holde Eder til,
hvad Luther skriver i sin Kateehisme, og I kan tro, hvad
jeg siger Eder, men I maa ikke stole paa noget Menneske
i Salighedens Sag-’, og han havde for Livets Skyld savnet
den levende Kjæde, som forbandt alle kristne Slægter.
Han havde i 1823 ogsaa læst Biskop Irenæus’s Skrift
„mod Kjætterne", Irenæus, en Diseipel af Polykarp,
igjen Apostelen Johannes’s Diseipel, og medens han i
Eetningen af at finde det almengyldige Vidnesbyrd,
~uafladelig grublede, læste og skrev, under Bon og Paa
kaldelse", da, siger han,*) ~slog det mig i et velsignet
Øjeblik, at hvad jeg saa møjsommelig ledte om i hele
Aandens Verden, det gjennemlød som en Himmel-Røst
hele Tiden og Kristenheden i den apostoliske
Troesbekjendelse ved Daaben". Af Luther havde
han nu lært, at,, Vandbadet i Ordet", aitsaa Daabs- ord e t,
er den kristelige Li v s-Kil de, og at han, som seiv havde
indstiftet Daaben til et Gjenfodelseus og Fornyelsens
Bad i den Helligaand, ogsaa seiv havde bestemt, paa
hvilken Tro der maatte døbes, nåar man ved Tro og
Da ab vilde være sin Salighed vis, det fandt han straks
var saa aabenbar unægteligt, at hvem der ikke vilde
lade Troes-Or det ved Daaben gjælde som et Ord
*) Se Slutningeri af „Kirke-Spe]T’.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
