Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra 1839 til 1848 - I „Dansk Kirketidende“ I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I „Dansk Kirketidende". 261
Og vi, som lytte til det Sanger-Kor,
Der svang i Sky med Aanden sig fra Jord,
Vi nynne paa en Pindse-Sang, livori
Den Aand kan hvile, som gjør Sjælen fri!
Naar Kirke-Snekken da paa Tone-Hav
Med Aand og lid gaar Frelseren imøde,
Lad Verden da kun synge ved vor Grav,
At. Grud ske Lov! vi er nu ogsaa døde!
Lad deres Børn, som pinte os ihjel,
Af Marmor bygge os et Grav-Kapel!
Vi smile, livor os Krist beredte Sted,
Og hele Menigheden smiler med!"
Paa Foranledning af en lollandsk Præst maatte
Grundtvig i Stykket „Kirken og Skriften" (1847) rykke
ud i ~Dansk Kirketidende", for igjen at hæv de sin klare
Paastand, at den kristne Kirke er nverken et Bibelselskab
eller et Læseselskab, men et Troes-Samfund, der be
staar af alle dem, som tro og er døbte efter Herrens Ind
stiftelse, enten de saa kan læse eller ikke, og enten de
véd, der er en Bibel til eller ikke. Men han tor ogsaa
melde sig som ~en gammel luthersk Præst, der gjennem
en Memieske-Alder ej blot har givet den profetiske og
apostoliske Skrift Vidnesbyrd som en guddommelig
Bog, men har frivillig bundet sig langt strengere til dens
Ord, end de fleste Præster nuomstunder enten gjør eller
kan lide/’ Og om sin Grund-Betragtnings Forhold til
Skrift en, som Præsten vilde fore i Marken derimod,
siger han, at, „efterat have forhørt den (Skriften) vist
ligesaa strengt som man kan i Lolland, maa jeg aldeles
frikjende den for at have sagt, hvad Sandhed nøder mig
til at modsige." Og endelig vil vi her medtage følgende
faa og jævne, men dog under Kirke-Kampen altid minde
værdige Ord:
„Den kirkelige Sandhed er siet intet Angrebs-
Vaaben, den er, som Kirken seiv, højst fredsommelig, og
den er mig fremfor Alt en dyrebar Skat, som jeg gjerne
deler med Alle, men vil ikke paanøde eller paaliste et
eneste Menneske, saa jeg vil ikke føre nogen Pennefejde
om den, men nåar man gjør Mine til at kunne fravriste
mig den som ingen Ting, da sætter jeg den blot som en
Stav, saa fast jeg kan, i Kirke-Gulvet mellem Modstanderen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
