Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra 1861 til 1872 - Grundtvig i Landsthinget 1866
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
522 Grundtvig i Landsthinget 1866.
ikke, og som i en Levnetsbeskrivelse af Grundtvig maa
gives hel og holden:
Ja, jeg kunde jo ikke ret med nogen Grund vente
mig bedre Held, naar jeg vovede mig ind paa hvad man
kaIder fremmede Enemærker — til at tale om det formelt
Rigtige og Urigtige, men da Hans Eksellense Udenrigs
ministeren dog ikke benægtede, at der kunde være Noget
i min Indvending, og tilstod, at, hvor silde den end kom,
kunde det dog ikke kaldes for silde, naar den kom før
Afstemningen, saa vil jeg haabe, at det ærede Ministerium
ikke desmindre før Sagens endelige Afgjørelse vil tåge
det under sin nøje Overvejelse, om der ikke skulde være
mere i min formelle Indvending, end der kan synes, da
ingen af de Lovlærde har agtet det værdt at sige et Ord.
Det vil jeg haabe, og da der nu ikke er andet for mig
at gjøre, maa jeg se til Slutning at lægge al den Vægt
jeg kan paa de reelle Indvendinger, som jeg har gjort
fra Begyndelsen af, og som jeg aldrig kan opgive —
aldrig opgive, selv om jeg her maatte blive, hvad jeg
oftere har været paa et andet Sted, den Eneste, der vilde
og turde sige et bestemt Nej.
For nu at ende lige saa mildt og roligt, som jeg
tør sige, jeg har begyndt og stræbt at blive ved, saa skal
det være mit Første ved denne Slutning at takke det høje
Ministerium og hele Tliinget, fordi jeg har faaet, hvad
jeg bad om fra Begyndelsen, Ordet i sin Frihed og Øren
lyd. Jeg har faaet det saa rigeligt, at oftere, som i dette
Øjeblik, overlades det til mig og mine folkelige Venner
at tale alene, og hvorvel jeg ikke skal sige, at det har
syntes, som vore Ord udrettede meget, og endskjøndt det
er aabenbart, at her slog Ordsproget fejl, at den, som tier,
han samtykker, saa føler jeg det alligevel min Skyldighed
at takke for den Ordets Frihed og Ørenlyd, som blev os
til Del endog over min Forventning. Men skjøndt hverken
Ministeriet eller Thingets Overtal har ellers villet ind
rønime mig det allermmdste, saa haaber jeg dog, at de
til Slutning vil indrømme mig, hvad jeg kalder meget,
at har jeg end talt saa frit, som en gammel Mand, der ikke
har synderlig mere for sig selv at haabe eller frygte i
denne Verden, saa har jeg dog stræbt at tale saa mildt
og roligt som en upartisk Mand, der ikke ser paa Andet,
end hvad han anser for det fælles, almindelige Bedste, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
