Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra 1861 til 1872 - Efterslet fra Seksti-Aarene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
652 Efterslæt fra Seksti-Aarene.
•
Ibsen havde sagt til davær. Storthingsm. Bjørnsgaard: Er
det Poesi, saa véd jeg ikke, hvad Poesi er1’ (B. er selv
min Hjemmelsmand), medens lian talte om Bjørnstjerne
Bjørnson med al Anerkjendelse". Hjerteligst tiltalt var
Grundtvig i Digter-Kredsen af Ho strup, der vel ikke
skrev mange Digte i senere Aar, men skrev dem gjerne
saa yndige. let Seiskab hos Grundtvigs udbragte Host ru p
en Gang en Skaal for den gamle Nattergal i Bøge
lunden", og Grundtvig svarede med en Skaal for den
unge Nattergal", som han vilde henvende til Hostrup".
Min Ven Hostrup", sagde han kanske allerede den Gang,
og i alle Fald sagde han det senere.
Naar Bispinden forelæste noget, som rigtig smagte,
kunde det være kjedeligt nok for den, der skjænkte Theen.
for hun vilde nødig bryde af, saa Mindelsen flere Gange
maatte gjentages, og det hændte nok imellemstunder, at
Læsningen bagefter Maaltidet kunde trække ud til 12
—12V2, skjøndt den til Jævnshold ophørte tidligere. Mens
Grundtvig kunde se, læste han gjerne lidt i sit Ny-Testa
mente ved Senge- eller rettere Sofa-Tiden om Kvelden,
lejlighedsvis fik man høre, at han lagde sig til Hvile med
Salmen, der begynder:
Kom, Gud Hel liga and, kom bradt,
Gjennembryd den mørke Nat
Med Guds Morgenrøde!
I vort Hjerte Lærke-Slag
Hilse Herrens klare Dag,
Som staar op af Døde!"
(Festsalmer: 14de Oplag Nr. 226; 10de Nr. 832).
I 1866 skrev Bispinden til en Veninde, at Grundtvig
havde det saa godt; han er saa sød" — og med det
Samme vil jeg minde om Et, der ikke her maa savnes.
Tænkte man, at han i Glæden over det sidste saa lykkelige
Ægteskab havde ligesom glemt .:Fru Marie-’, da tænkte
man fejl. Guld-Uhret, han havde faaet af hende, maatte
han altid have paa Brystet, skjøndt det gik daarligt, og
gjerne vilde han ryge afPiben, han havde faaet af hende,
trods Bryderiet med Beslaget, der ikke ret vilde sidde
fast, og det hører ogsaa til det Yndige ved Bispindens
og hans indbyrdes Forhold, at hun saa gjerne vilde,
han skulde fortælle om Fru Marie og Samlivet med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
