Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra 1861 til 1872 - Slutning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
808 Slutning.
. . . Den Kamp, han førte og vilde føre, førte han
ikke af Lyst til Strid, men for Fredens Skyld, den sande,
søde, livsalige Fred. Det saa mangen Gang ikke de
mere fjernt staaende og de, der ikke forstode, hvorom
Kampen drejede sig. Men hans Nærmeste og de, der
havde den Lykke at komme i hans Hus, de lærte det,
de hørte det af hans Tale, de mærkede det af hans Færd,
de forstode det af de milde og skaansomme Domme, han
fældte, især over hvad vi ikke kunne se: Hjertelaget hos
Modstanderne; de mærkede det derpaa, at han ikke
plejede at søge sit Eget, men Herrens og hans Menig
heds. Hvilket kjærligt Hjerte, han havde, det blev
aabenbart, naar han i deres Modgangs Dage kom til dem
med de klare Taarer paa sinKind for at trøste og raade,
og af, hvor inderligt han kunde glæde sig med dem, naar
det gik dem vel, thi han fulgte Apostelens Bud, at glæde sig
med de Glade, græde med de Grædende. Detmaatte de vel
sande, Gamle og Unge, som kom til denne flittige og arbejd
somme Mand, saa ham lægge alting tilside, for at høre paa
hvad de sagde, for at meddele dem de Raad og Oplysninger,
der stode i hans Magt (og han vidste meget). Det var ikke
saa, at han talede sine Venner efter Munden eller for
dærvede dem ved at rose dem. Nej, skarpt dadlede han,
hvad han maatte misbillige hos dem, og gav dem derved
Vidnesbyrd om, at han elskede dem og Sandheden højere
end deres Venskab. Jeg siger dette, som den, der er et
Vidne til Alt dette og ikke kunde undlade at udtale det,
dersom jeg fik Lejlighed til at tale -ved den Afdødes
Baare, og det siger jeg til den Herres Ære, han stadig
havde for Øje, og hvis Tugt og Trøst iAanden han gjerne
tog imod og takkede for. Den Fred, hvorfor han stred,
ogsaa i sit Indre, vandt han ved Guds Naade. Og saa
som de Fleste, tænker, at Guds-Freden kan tilkjæmpes
af os, at nden er Vorherres Fred og ikke vores"
(3die Fastesendag 1870 f. Eks.) at den er ikke til-
kjæmpet uden ved Vorherres Kamp" (f. Eks. 6te S. efter
Paaske 1869), at den kommer saa uforskyldt som
Barnets Smil" udspringende alene af Skaber- Ordets
og Guds-ilundens almægtige og meddelende Fred være
med Eder, Fred være med Dig!" Men den fylges af
livsalige Kjæmper, af Kjæmperne bolde, som stride for Gud."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
