Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hymner og Prologer - Prolog ved 1919
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
103
Rejs dig, Ruin, af denne Askedynge.
Se, Blomsterne forlængst er spiret frem.
Er hjemløs Fugl forlængst begyndt at synge,
fordi den atter ser sin Redes Hjem?
Rejs, blide Aa, din blanke, glade Bølge.
Se, Himlen ved din Bred er atter blaa.
I Dybet skal Idyllen evigt dølge
den Rædsel, dine angste Øjne saa.
Staa op, I tapre Faldne, for at skue
den Tid, som I, dengang I døde, skabte.
Gaa, Helgener, til Himlens store Stue —,
og føl, at ingen Faldne er fortabte, —
Staa op, I stolte Døde, Himlen kalder.
Akadisk smiler Jorden til sin Sol.
Hinsides vinker Evighedens Haller —,
hvor Sønnen stormer til sin Faders Stol.
Kom, Tid, med dine nye Børn og Sønner,
med gylden Duft som over Asken daler,
Rejs flittig Haand, de sønderskudte Rønner.
Rejs, ædel Kunst, de knuste Kathedraler.
Kom, Blomster, til de øde, dræbte Enge.
Gaa, blide Lam, langs Aaens blanke Bred.
Staa, syge Skove, atter op af Senge —.
I Nattens Stjerner, vidn, hvad Jorden léd.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
