Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15
Mennesket med det store Hjerte, der slaar varmt
for alle . . . der, med Døden paa Læben, taler de
fortryktes og forurettedes Sag!
Der gives visse Digtere, hvis Hjerte ligger i
Skrivebordsskuffen; de tager det frem med
Penne-skaftet, og, naar Værket er skrevet, lægges Hjertet
ned igen i Skuffen til næste Gang.
Saadan var Bjørnsons Hjerte ikke... en levende
Kilde var det, som gennemrislede hans Liv og hans
Værker . . . ikke et Vandspring, der kun ved
festlige Lejligheder viste sig i bengalsk Belysning . . .
nej, et rindende Vand, hvortil hele Menneskeheden
søgte . . . som randt til hans sidste Stund og endnu
rinder i hans Digtning.
— Jeg husker den næsten andagtsfulde
Stemning, der fyldte mig, da jeg vandrede op til
Aulestad gennem Birkealléen, hvor han saa tit havde
gaaet.
Nu stod jeg paa Gaardspladsen.
Her traf jeg Fru Bjørnson.
Bjørnson var gaaet i Marken — han og
Sønnen Erling skulde brænde Skov.
Fru Bjørnson, en smuk Skikkelse, med et fint
og sympatisk Ydre, gav mig Anvisning paa Vejen.
Og i det samme tav vi begge stille.
For — som i en Aabenbaring saa vi pludselig
Bjørnson.
Paa sin Vej til Skoven standsede han et Øjeblik
oppe paa Højden og saa ud over sit elskede
Aulestad.
Saadan vil jeg altid mindes ham, som han stod
dér i Junidagens lyse Sol.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
