Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74
derne klirred, stenene føk, folk flydde, og fjerne
skrig øged angsten .... ja, da var der mange,
som husked lægprædikantens ord; gud trøste og
hjælpe saa vist, dette var den yderste dag; nu
snart faldt stjernerne. Især var børnene rædde
til døden. Forældrene havde ikke tid til at
sidde hos dem; endnu i verdens sidste stund
var der nemlig tvil, om dette ogsaa var verdens
sidste stund, og af gammel vane blev omsorgen
for de jordiske eiendele det sikreste tilslut; folk
maatte berge og stænge og løbe og se efter ilden
og være allesteder paafærde. Men de gav
børnene bønnebøger og salmebøger og bad dem
læse, hvad der stod om jordskjælv og andre
plager samt om den yderste dag; de fandt
skyndsomt stederne op for dem og løb. Som om
børnene nu kunde læse! — De putted sig heller
i seng og drog dynen over hodet; somme tog
hunden med eller katten; det var tryggere, og
de vilde dø sammen. Men ofte vilde hunden
og katten ikke dø under dynen, og saa blev
der kamp.»
Næsten endnu mesterligere er den følgende
skildring af, hvorledes Edvard Kailem, som
stod beleiret af mørkets magter oppe paa en
bråt bergknaus, begyndte at tage mod til sig og
forhandle med de usynlige og snød dem grundig;
og hvorledes han bagefter tog sit mon igjen ved
at skræmme den skikkelige og fromme Ole Tuft.
Bjørnson har fortalt, at han engang i skoledagene
paa Molde havde oplevet noget af, hvad Edvard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
