Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230
Efter denne lille replikveksel fandt man
altsaa, som Lindseth fortæller, at Bjørnsons
modstander var saa aldeles overlegen, at der ikke
kunde være tale om nogen sammenligning. Og
da man fik vide, at Bjørnson var forfatter af
alle tre artikler, blev man indigneret over denne
mangesidighed. Dengang var det jo ikke let for
nogen at se det naturlige i, at den vordende
dramatiker debuterede som theaterkritiker med
en liden dramatisk dialog.
Gjennem denne faar vi i grunden et noksaa
klart indblik i situationen. Tilsyneladende havde
den danske skuespil-literatur og skuespilkunst
fuldstændig overtaget i Kristiania. De mere
velhavende Kristiania-folks smag begunstigede endnu
den danske udtale og det danske spil. Og paa
en viss maade med rette, forsaavidt som disse
svarede mest harmonisk til de danske tragedier
og vaudeviller og lystspil, — til Oehlenschläger
og Hertz, Heiberg og Hostrup. Det var vel
egentlig først gjennem Ibsens og Bjørnsons
skuespil, med deres norske sprogtone, at
forholdet vendte sig afgjort til gunst for de norske
skuespillere. Selvfølgelig beroede meget paa
vanens magt. Man var saa lidet vant til at
høre norsk udtale paa scenen, at den klang ilde
i alle gamle theatergjængeres øren. Omtrent som
østlandsk senere klang ilde endog paa Østlandet,
i selve Kristiania, efterat man havde vænnet sig
til bergensisk. Det norske tonefald og
klangpræg erobrede de norske scener i to afdelinger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
