Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256
vil have ogsaa syngespillet med; den norske
kunst skal ikke mangle noget instrument i sit
orkester. Netop i vaudevillen ser han «et tidens
barn, syngende glad og kjæk som den, nedstemt
fra fortidens uklare, ha-stemte toner til nøgtern
og ligefrem virkelighed». Og det er «glædeligt
at se den sikret en munter fremtid i tvende
unge skuespillerinder, jomfruerne Johannessen og
Sullustad».
Saa lyst saa Bjørnson ved denne tid
fremtiden imøde. Dette bestyrker, hvad hans
ungdomsven professor J. E. Sars fortæller (i
«Samtiden »s Bjørnson-hefte): midt i den
kritisk-skep-tiske stemning, som paa den tid var den
toneangivende i Kristiania, dannede Bjørnson en
undtagelse. «Den eneste af de yngre, som ikke
i nogen grad lod sig kue eller skræmme af al
denne kritik og skepsis, men satte stævnen
bent imod strømmen, var, efter min erindring,
Bjørnson.»
Imidlertid maatte lians freidige natur kjæmpe
sig frem igjennem mange skuffelser. Det gik
ikke saa glat med at grundlægge en norsk scene.
Ikke mindst var jomfru Svendsen gjennem en
række af aar noget af en skuffelse for Bjørnson.
I december 1855, henved to aar senere, skriver
han i «Morgenbladet» efter en opførelse af
Shakespeares «Romeo og Julie»:
«Vi delte den tro med mange, at jomfru
Svendsen her vilde vide at skabe sig en varig
rolle af Julie, men blev — vistnok ogsaa sammen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
