Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
302
vilde, at min ven skulde staa liøit i den
almindelige opinion, fandt at maatte advare ham.
Men da fik jeg skjænd: «Tror du, jeg er en
saa ussel person, at jeg bryr mig om folkesnak?
Jeg omgaaes, hvem jeg vil, trods folkesnak.» —
Bjørnson havde nok ret, og det var nok mig,
som var snobben; thi den misliebige person blev
senere — Aasmund Olafsen Vinje».
Gjennem hele sit liv har Bjørnson kjæmpet
mod «folkesnakket», den store bøig, som
omspænder, uden at vi kan gribe den, — saarer,
uden at vi kan slaa igjen. I Bjørnsons første
lille bondefortælling, «Aunun», er det snakket,
som til syvende og sidst volder, at et
høit-begavet menneskes liv forspildes. I «Synnøve
Solbakken» og «Arne» er snakket meget nær
ved at afbøie og fordærve heltens karakter. I
«Fiskerjenten», «Leonarda» og i fortællingen om
Ragni Kallem i «Paa Guds veie» er det en
kvinde, som har folkesnakket imod sig, men
som Bjørnson til gjengjæld har omsluttet med
al sin ømhed og løftet op til et fristed i sin
digtning.
Ud fra denne kamerat-ringens befæstede leir
forsøgte han at øve indflydelse paa hovedstaden.
Hvad der drog ham til pressen — i begyndelsen
endog til flere blade paa en gang —, var
utvilsomt en følelse af, at navnlig dagspressen er et
fortrinligt redskab for stadig gjentagen suggestion,
en kastemaskine, hvorfra man kan saa vilje- og
tankefrø ud blandt sine samtidige. Vi har seet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
