Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
32
av hans sind. En «Byrons«fugl har en Nordhavs«orkan
blæst ut av mit hjerte». Hvad han opsøkte i naturen, var
især det, som stemte til forsonlighet og sjælefred. Han
laante mildhetens og harmoniens magt fra naturen, og han
laante den og dens væsener til gjengjæld noget av sit eget
hjertelag. I det skjønne digt «I det grønne» tror han, at
«der i denne søde stund
ei draabe gift i ormens mund».
Saa godt«troende vilde neppe Bjørnson ha skrevet om hug«
ormen. Betegnende for Wergelands trang til at føie naturen
som lutter godhet er hans fremstilling av det skibbrud,
hvorved en jøde blir kastet av brændingen op mot Norges
kyst, men atter revet med ut i dypet, som om naturen
vilde redde ham fra at falde i hænderne paa det mot
jøderne dengang ugjestmilde folk. Ogsaa i digtet «Jule«
aftenen» er det menneskene, som er grusomme, mens na«
turen er kjærlig og god. For Wergeland var det ikke
naturens magter, som uten medlitenhet dræpte den gamle
jøde og det lille barn. Det var menneskenes haardhet,
som dræpte dem, mens sneen derimot tok imot den ståk«
kars gamle saa bløtt, saa bløtt,
«som om han sank i dun
og liflig varme gjennemflød hans aarer».
Og selv i digtet «Hungersnøden», hvor Wergeland klager
over, at stjernerne kunde se saa koldt og likegyldig ned
paa en mor, som ligger sultende i sneen med sit lille barn,
efterat hun har krystet ut den sidste melk i brystet og
blandet den med smeltet sne, — selv her, hvor han begynder
med at anklage den livløse natur, kan han ikke andet end
tænke sig ialfald de levende væsener som medfølende:
«En ulvinde gik rundt hende
med ærbødig ømhed, sænkte
ned sit mørke blik og tænkte
vel paa sine egne smaa.
Arme mose, hvor hun sad,
ønskte kun at kløve sneen,
række op til moderveen
i sit hvide, bitre blad
fuldt af sødt anrettet fad.
Gentianen gjerne vilde
sine sommerkroner spilde,
blot den kunde skyde straks
op i hendes skjød et aks.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
