Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34
ikke fandt han det saa uskyldig og høitidelig i skogen, som
gudfar mente det var.» Arne hadde digtet følgende vise:
«Ja, hvor roligt d er i skogen; —
bare hauken lite gran
maa pusle borti spurven for at se, om ’n er istand,
og ørnen kværke livet af en stakkars dyresjæl, —
der var jo ellers fare tor, den kjedde sig ihjel.
Ho=hei, — her er fredelig i skogen!
Og alting her i skogen, saa fredeligt det gaar,–
jeg mind’s den stygge buk, som rev op lamme’;
men ulven, han knep bukken her i skumringen ivaar:
men Arne, han skjøt ulven med det samme.
Ho«hei, — her er fredelig i skogen!
Og ræven river haren, og ulven river ræv,
og han far dænger mor neri dalen,
og han stor jager liten baad’ i bygd og i klev;
for e’ ska si dig, hele væra hu’ er galen.
Hoshei, — her er fredelig i skogen!»1
Baade for Wergeland og for Welhaven hadde naturen
været som en kirke. «En tempelviet helligdom», saa hadde
Welhaven kaldt den. Og Wergeland blev i den halve
menneskealder, som utgjorde hans liv som digter, aldrig
træt av at synge om den «uskyldige natur» og om «na»
turens tempel», hvor
«gammel kummer, ved at stemmes
i naturens blide toner,
kan bedøves og forglemmes,
hvor sig had med had forsoner . .
og erobrer, hvis han kom,
om med blusel vilde vende,
retsom bange for at skjænde
hellig viet tempeldom.»
Bjørnstjerne Bjørnsons barndomsindtryk beskyttet ham
ikke alene mot den romantiske idealisering, som gjorde
naturen altfor menneskelig; men ogsaa mot den pessimi»
stiske reaktion, som gjorde naturen altfor umenneskelig.
Naturen var for Bjørnson i hans barndom hverken et
fredlyst tempel eller ene og alene en slagmark for den
evige krig. Den var baade»og. Snart vidunderlig fred»
1 «Illustreret Folkeblad», 10de september 1856. — Thomasine Lie
som blev Jonas Lies hustru, har i sin ungdom sat musik til dette digt’
Melodien er trykt i Erik Lies bok om «Jonas Lies Oplevelser», s. 58’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
