Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
81
«Skjæggede karle, tit over de tredve
og slugne paa hvert ord, sad og trællede bredved
rejicerede kropper paa sytten aar.
sorgløst galne som spurv i vaar.»1
Og i denne flok var der mænd, som ved siden av
Bjørnson skulde bli Norges største digtere i sin tidsalder,
Henrik Ibsen og Aasmund Vinje, og snart efter, da disse
to hadde forlatt skolen, Jonas Lie.
Der kunde vanskelig tænkes en større kontrast til Molde
skole med dens pyntelige regelmæssighet end denne «fa«
brik», hvor alle de gode — og undtagelsesvis mindre gode —
hoder møttes, som vilde gaa en benvei til studentereksa«
men. Her var noget for en vordende menneskeskildrers
hunger efter at lære merkelige mennesker at kjende. Her
var utvalg av kamerater! Og disciplinen var ikke trykkende:
«De hang over bænken, de laa imod væggen,
i hvert vindu sad to, een just prøvede eggen
paa sin nyslebne kniv i den blækkede pult.
Gjennem tvende aabne rum var det dørgende fuldt. —
Lang og slaapen, i halvdrøm, paa yderste linje,
sad og grunded for sig selv Aasmund Olavsen Vinje.
Anspændt og mager, med farve som gipsen,
bak et kulsort, umaadeligt skjæg Henrik Ibsen.»
Her, paa denne det nye Norges eventyrskole, var det,
at den astmatiske og gigtbrudne gamle kjæmpe, Helt«
berg, en levning fra «Wergelandstiden», i hundeskinds«
trøie og pelsstøvler førte sin flok av unge «barbarer» gjen«
nem den latinske grammatiks Alpe«passer i store ilmarscher
til Rom. Hvor Bjørnson maa ha elsket denne lærer, som
var det stik motsatte av en pedant. Denne kjæmpeskik«
kelse gjorde latinen til et levende tungemaal, — med noget
av en hjemlig «trøndersk«hedemarkisk» grundsmak i uttale
og betoning. En saadan mand hadde lov til at tale de
gamle romeres sprog. Han, om nogen, hadde lov til at
kræve dets love overholdt. Der kom ild i den latinske
grammatik! Dens regler blev menneskelige, personlige,
harmfulde over enhver overtrædelse. Alle saa, hvor det
smertet den gamle syke mand, naar nogen forsaa sig mot
det herlige sprog. Dets lovstrenghet og logik blev utslag
av en ordnende vilje. Sproget blev et herskersprog, bak
hvilket der atter stod en mand, og det en høvding. De
1 Av Bjørnsons digt «Gamle Heltberg».
6 — Collin: Bjørnson. I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
