Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
uforholdsmæssig kostbar, maa man ogsaa taale, at den
livligst kontrollerende kritik udgaar fra høiere sfærer.»
I mellemtiden mellem disse to indlæg av Bjørnson har
«Morgenbladet» git hele den første side av bladet og en
stor del av den anden til en langt bitrere og voldsommere
artikel, som efter al sandsynlighet er av Henrik Ibsen:
«Om theatret og dets personale» (5/n, 1850),
undertegnet med tallet 11 (som er antallet av bokstaver i
Henrik Ibsens navn).1 Forfatteren lægger ikke hænderne
imellem: «Naar et individ kun var født i Kjøbenhavn og
talte en smuk kjøbenhavnsk kjelderdialekt, kunde det være
ligegyldigt, om han eller hun aldrig før havde betraadt
brædderne; de kunde da være sikre paa af theaterdirek*
tionen at blive holdt for genier.». ... Vi er derved komne
til at spille den for os særdeles smigrende rolle, nemlig
som øve« og prøve«klude for fremadstræbende danske
brødre (som «naar de ikke finde tilbørlig paaskjønnelse
hjemme, komme hid op for, som det heder i Kjøbenhavn,
at øve sig op i Norge»). Forfatteren kræver etablert «det
faste princip ikke at engagere et eneste dansk individ mere,
uden forsaavidt erkjendte udmerkede kunstnere skulde ville
tilbyde sig.» Litt længere ut i artikelen kræves der at
«ingen dansk indtil videre skal erholde ansættelse her».
Et skarpt sidehug rettes mot «en nydelig epilog forfattet
af den hidtil uopnaaede digterkolos Sebastian Welhaven»,
og til de «juridiske kontormænd og militære chefer (som)
have selv gjort sig til theaterdirektører». — I de følgende
to aar, 1851 og 1852, da Ibsen var i Bergen eller uten«
lands, fortsætter Bjørnson i «Morgenbladet» kampen for
en national scenekunst i ikke mindre end fem artikler,
hvorav de to sidste er undertegnet med merket —n. I den
første (22/i, 1851) leverer han et varmt forsvar for jomfru
Svendsens (den senere fru Laura Gundersens) «Ma»
tilde» i «For evig» av Scribe, mot en anmelder i det samme
blad. «Hun udbreder — sier Bjørnson — en friskhed, et liv,
en skjønhed over rollen, som den neppe engang oprindelig
har fra forfatteren.» Jomfru Svendsen har ikke alene «et
blødt, bøieligt, klangfuldt organ», hun er «den eneste ved
vort theater som virkelig har et smukt organ», hvortil
kommer at der «i hendes fremtræden er en beskedenhed
og blyhed, som dog ikke betager hende den fornødne
sikkerhed og frihed».
1 Ogsaa denne avisartikel, antagelig Ibsens første, er opsporet av
Valborg Erichsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
