Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116-
ning meddele sig til læserne. Gjennem stilen kunde han
faa tusener til at føie pulsslaget av hans egen fyrige natur.
Han nedla uvilkaarlig noget av sin overflødige kraft i
sproget. Han strammet dets strenge til de gav fuldtonig
klang.
Selvfølgelig knyttet han uvilkaarlig sit arbeide til det,
som var utrettet før ham. Sagatidens kraftstil, som hadde
været det naturlige utslag av selve livet i Norges store
ekspansionstid, da folkets kræfter
blev anspændt til det ytterste, —
denne stil var aldrig ganske ut«
død i Norge. Den hadde i nogen
grad levet i folkeviserne, folke«
eventyrene og de gamle ord«
sprog. Netop i disse sidste
hadde den gamle tids trang til
at sammenknuge tanken og talen
avsat sig i krystallisk form. Og
netop ordsprogene var den del
av den gamle tids fynd, som
hadde holdt sig mest levende,
fordi den var baaret videre fra
slegt til slegt paa alles tunger.
Indvirkningen av de gamle
ordsprog paa Bjørnsons stil har
neppe været tilstrækkelig paa«
agtet. I det første offentlige blad,
han selv utgav, «Illustreret Folkeblad», viet han ikke mindre
end tre artikler til at gi prøver av Ivar Aasens utgave av
norske ordsprog, i «landsmaal» eller undertiden i bygde«
dialekt. Dette var i 1856 — netop det aar, da Bjørnson
skrev sine første trykte utkast til fortællinger og sit første
historiske skuespil. Folkeviser hadde han neppe hat
saa stor anledning til at høre i sin barndom. Men ord«
sprog hadde han utvilsomt hørt saa ofte, at de fra Ivar
Aasens bok talte til ham med hjemlig klang. Naar det
blev Bjørnson og ikke Ibsen, som først indførte «saga«
stilen» i vor litteratur, da hænger det utvilsomt sammen
med, at for Bjørnson var denne gamle, fyndige stil ikke
noget forbigangent eller blot og bart litterært. Den var
noget, som endnu levet og mindet ham om alt, hvad der
var av spændstighet og sprækhet hos de norske fjeld« og
fjordbønder. For Bjørnson var det denne spændstighet,
É
Ivar Aasen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
