Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122-
freidige tro paa, at der forestaar et nyt gjennembrud i
norsk litteratur. Bjørnson bruker selv dette uttryk. «Mens
man uviss vakler mellem sit eget og det fremmede,
famler om iblinde mellem nyt og gammelt sprog, nye og
gamle begreper, kan ingen stor aand komme til gjennem«
brud.»
«En ny digterslegt vil fremstaa!» Denne spaadom blev
av den 21«aarige student uttalt paa en tid, da Henrik
Ibsen endnu ikke hadde slaat igjennem, og da Bjørnson
ikke hadde skrevet noget, som han selv var tilfreds med.
Ved første øiekast kan der synes at være noget — ikke
alene profetisk myndig, men ogsaa profetisk dunkelt ved
denne spaadom om, at «et nyt tankefærd... vil bryte ind
og ta det hjem i besiddelse, hvorfra det engang er drevet
bort». Men meningen kan neppe være tvilsom. Det er den
Wergelandske retning, som atter skal holde sit indtog i
en ny tids form og fordrive den Welhavenske poesi, som
hadde hat overvegten i de sidste tyve aar. En mere
virke-lighetskjær kunst, en kunst som holder sig nærmere op til
virkeligheten og griper dristig ind i livet for at gjennemtrænge
det med poesi, — dette er det nye tankefærd, som skal til«
bakeerobre landet fra den digtning, som syntes at være
en avlægger av den danske og tyske romantik. «Denne
drømmende, sykelige maaneskinsvandring» — saa heter det
længere ute i artikelen — «hvortil vore egne, saalænge fete«
rede digtere med Welhaven i spidsen har overgit sig,
denne banghet for dagslyset og sværmeri for alskens sørge«
lige natscener, — denne mystiske snak med huldrer, alfer
og nisser og andre natfolk.....», — det er denne virke«
lighetsskyhet, han bebreider den raadende digterskole. At
«man altid gaar og ser bort fra virkeligheten ind i en syke«
lig drømmeverden», — at man «vil være en Jean Paul i
sine betragtninger, en Heine i sine fantasier», — dette er
den anke, han retter mot Theodor Kjerulf (den senere
professor i geologi og mineralogi), og hvorfor ansvaret
føres tilbake til Welhaven. Det usunde ved, at man drøm«
mer sig bort fra det virkelige liv og dets opgaver, viser
sig deri, at man stadig gaar og klager over virkeligheten
istedenfor at forbedre den. Han anker over Welhavens
«evige lamenteren over verdens og tidernes pinagtighet»
og hans flugt til granskogens «vinkende ensomhet» eller
til et eller andet fjeldvand, hvor han sætter sig træt,
«slipper sin byrde og stemmer sin lyre». Men Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
