Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
127-
«Vorherre bevare baade mig og andre fra at tro sig en
Scipio likeoverfor den slagne Kristiania«armé. Nutiden gaar
ikke frem ved store mænd, men ved massen. Og i den
masse, som maatte være oplagt til at motarbeide det, jeg
for korthets og lekens skyld har kaldt kjedsomhet,
men hvormed jeg mener noget langt mere,..... i den
masse vil ogsaa jeg nu blande mig, idet jeg likesaa litt
smigrer mig med at tro, at jeg er den hundrede, end si
den første i rækken, som jeg mistrøster mig med at tro,
at jeg er den tusinde«og«énte fra slutten, end si den sidste.
Det er et mere bevæget, men aandelig bevæget liv jeg
vilde byen skulde ha, og til hvis fremme jeg gjerne vilde
være, om ogsaa blot den mindste stift paa den store mas»
sernes maskine, som senere eller tidligere maa sættes i
bevægelse til dette øiemed ...»
Av Bjørnsons avisartikler fra hans læreaar i Kristiania
er denne række av artikler om «Kristiania og studenterne»
en av de mest karakteristiske. Man hører let, at det er en
ung student, som taler. Og man ser, at gamle Heltbergs
undervisning i Livius og Sallust ikke har været frugtesløs.
Mens Henrik Ibsen som artianer især hadde levet sig ind
i oprøreren Catilinas tvedelte sjæleliv og, hvis jeg ikke
tar meget feil, omdigtet den romerske anarkist i nogen
grad efter Byrons og den Schillerske Karl Moors mønster,
var det den yngre Catos advarsel mot at stole paa gu«
derne istedenfor paa selvhjælp, i kampen mot Catilina, —
det var dette, som hadde gjort indtryk paa Bjørnson. Og
endnu mere Livius’s Scipio, som den, der ved sin lyse
tro og viljemagt forvandlet en slagen armé til en seierrik.
En stor del av Ibsens og Bjørnsons senere digtning er fore«
speilet i disse forskjellige indtryk fra det gamle Rom.
Det forundret samtiden, at denne student med non
fra en avsidesliggende bygd vilde optræde som hovedsta«
dens reformator, og at hans artikel«række om «Kristiania
og studenterne» endte med en liten kjærlighets«historie,
Bjørnsons første bevarte utkast til en novelle. Tanken i
artiklerne er denne: Istedenfor at klage over byen og tiden,
maa enhver gjøre sit for at bringe liv. Studenterne ikke
mindst. Men livet hænger sammen med den frie strømgang,
menneskenes og tankernes og følelsernes samfærdsel. Bjørn«
son tror i disse artikler at ha opdaget aarsaken til, at «Kri«
stiania er en kjedelig by»: Menneskene træffer ikke nok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
