Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
157-
fangenskapet maatte bli usikker; begrep om rummets
umaadelighet kunde den ikke straks føie, og derfor fik
vi en tvungen, en koket Julie, hvis tanker var indknepne
til at se smuk ut i holdning og adfærd, til at deklamere
skjønt de skjønne steder, til at dele likelig naa hver scene,
til at gaa smukt, falde smukt, ligge smukt, — og ikke den
Julie, som med henrykkelse gjør sig til bytte for den størst
mulige lidenskabelighed som gir ut skyndsomt og med begge
hænder alt, hvad hun har av hjerte, av tanke, av kraft, — som
suger, trykker, presser hver eneste en, selv den mindste glæ«
desdraape av et møte med den elskede, selv den mindste
malurtdraape av en 10 minutters adskillelse fra ham. Det
er en kjærlighet, som lyksaliggjør og ødelægger paa een
gang ved sin umaadelige heftighet; kjærligheten er blit saa
stor, at jorden ikke længer kan rumme den. Derfor er
«Romeo og Julie» ogsaa den skjønneste lovsang, der kan
skrives til dens ære: Digteren viser den at være en funke
fra himlen, evig og umaalelig, saa de væsener, den naar,
maa jordisk gaa under for at bli evige og umaalelige som
den, bli himmeltagne som den. —
«Til at spille Julie utfordres der hos aktricerne i een
forstand saa saare litet; de skal blot være mennesker, være
kvinder, og deres bedste længsler, deres bedste følelser
gaar som aand gjennem hvert eneste av Shakespeares ord,
og hvert eneste faar da, uten at de selv gjør noget dertil,
saadan fylde av liv og sandhet. Men skal man her deklama«
torisk beføle ordet, til det synes gi den rette klang, kum«
merlig sætte sammen sætning og scene, da blir det et umaadelig
vanskelig arbeide at spille Julie, saa vanskelig, at neppe
nogen løser opgaven.
«Nei, for tre aar siden spilte jomfru Svendsen vist Julie
langt bedre (anmelderen saa hende ikke). Jomfru Svendsen
var ikke nok skuespillerinde endda til at spille den slet.
Ja slet; ti hun opnaadde dennegang ikke at varme til«
skuernes gemyt paa et eneste punkt; vi sat kolde og syntes
hartad, at Shakespeares herlige digtning var galskap, for«
tvilelsen forstillelse, glæden en latterlighet.
«Men saadan er det ikke. Man læse dette digt i mangel
av en god opførelse, man la sig synge ind i denne
drukne kjærlighetsvise, man la sin aand bære bort av
denne mægtige lidenskapsstrøm, og man fornemmer noget,
som er negtet det usande at meddele os. Dersom vi ikke
visste, at livet ene kan det, saa vilde vi si, at det er «Romeo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
