Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
159-
eller ei.... I en tid som denne, hvori man nedsænkt i
materielle synsmaater ser i kunsten blot en morskap, en
lek og ikke det ramme alvor, er saadan mangel paa alvorlig
forhold til sin kunst mere end uforsvarlig......(det) er
uanstændig. Nu er det sagt!»............Hun har patos,
men ikke saa meget hjertets, som fantasiens. «Av kunst
har hun somoftest slet intet. Men hvor den store replik
eller den store situation spænder tilveirs med fantasiens
kraft, der kan hun og der vil hun; det falder hende saa
let. Hvilket mylder av fantasi er der nemlig ikke i hende
— en stor og herlig gave!» Men hun er altfor avhængig
av øieblikkets humør. Hun kan undertiden «spille en
rolle slet, maaske med ryggen vendt til publikum eller
medspillende».
Henrik Ibsen (i «Illustreret Nyhedsblad» for 20de
decbr. 1857, altsaa vel en maaned senere) betegner hende
som noget i likhet med en «natursangerinde» — endnu ikke
kunstnerinde nok. «Hun er et merkelig fænomen, begavet
med et lykkelig instinkt til at træffe det rette, begavet med
evne til over sine præstationer at sprede en poesiens glans,
der til sine tider hæver sig til forklarelse; men saa er hendes
kunstneriske selvvirksomhet saa meget mindre.»
To aar senere, da Bjørnson var vendt tilbake fra sin
teaterledelse i Bergen, taler han i en artikel i «Aftenbladet»
(13de decbr. 1859) om «de lange, arbeidsløse tider i hendes
liv», og han er ved denne tid noksaa dypt skuffet over,
at hun ved stadig at spille sammen med de danske skue»
spillere har optat adskillig av den danske uttale og altsaa
i nogen grad svigtet den norske scenes sak. — Man ser,
at Laura Svendsen i disse teaterstridens aar var noget av
et smertens barn for Bjørnson og for dem, som satte sin
største lid til hende i kampen for en norsk scenekunst.
Hendes langsomme utvikling, hendes lange stans i veksten
er betegnende for de hindringer, som den nye norske
menneskefremstilling hadde at kjæmpe med.
Efter sin ankomst til hovedstaden var hun, likesom
Bjørnson selv, kommet ind i en aandelig kuldeperiode.
Det var sandsynligvis ialfald for en del de samme aar»
saker, som hindret dem begge fra at gi sig fuldt hen i sin
kunst. Ogsaa Bjørnson laa jo som digter veirfast i disse
aar. Kristiania var ikke noget gunstig miliø for den norske
kunst. Endnu saa sent som i 1858 skriver Bjørnson —
vistnok med særlig henblik paa Kristiania — om «den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
