Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176-
virkeligheten, ut i sagnets og drømmenes verden. Isaer
paa menneskeskildringens omraade finder han, ikke ganske
med urette, denne digtning blodløs. Han er Andreas Munch
taknemlig for, at han «med smuk flid» av og til i de stille
aftener vandrer paa disse utflytteres vei, saa den ikke blir
overgrod med græs (hvilket især sigter til, at der i denne
tid kom saa faa digte fra Welhavens pen). Munchs «ly«
riske umiddelbarhet har leket sammen saamangt et digt
for ham», især i fordums dage,
og han har, som det hadde været
sagt, «gjort enkelte grep oppe i
Oehlenschlägers harpe». Men
«naar lyrikeren A. Munch er
kommen ind paa scenen, og naar
J. Welhaven staar i novellens
(eller eventyrets?) forgemak, saa
tror jeg, at man i al venskabe«
lighet bør varsku om, at de ikke
staar paa sin rette plads.... Især
naar man som jeg er gjennem«
trængt av overbevisning om deres
sjeldne begavelse». Den kritiske
undsætning, Andreas Munchs
dramatiske digtning har ivente
fra Danmark, i form av en av«
handling fra Grimur Thomsen,
betegner Bjørnson paa forhaand som litet værdifuld. Bjørn«
son fik i denne anledning et meget hvast svar fra A.
Munch, fordi han hadde betegnet et endnu ulæst kritisk
bidrag som «en kobbermynt». Munch erklærte i sin vrede,
at Bjørnson selv bare var en «æstetisk kobberslager». Men
Bjørnson mente, at han tilstrækkelig kjendte Grimur
Thomsen fra tidligere opsatser, og at der «jo, som bekjendt,
gives enkelte verk, som ikke leverer andet end kobber». —
Om Welhaven mente Bjørnson at han først og fremst var
skapt til kritiker. Vel var der allerede i «Norges dæmring»,
sier Bjørnson, «en finhet i anskuelsen, en løftning i de
utkastede malerier, en ømhet i følenerverne, som røbet
digteren». Men det reflekterende element var dog den av
hans evner, som hersket over alle de andre. Og hvis han
hadde tilhørt en større litteratur med større bevægelse,
vilde han nok ha «skrevet enkelte fortræffelige digte, flere
epigrammer, ja ogsaa en elegant sonette, men fremfor alt
A. Munch.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
