Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196-
mennesker med karakter, med Czar»Nikolaus»Paulowitsch»
karakter, mennesker, som gjør, hvad de engang har gjort,
bare fordi de engang har gjort det, — mennesker, for hvem
en tilfældig handling blir skjæbne; den kan koste dem et
Sebastopol. De har klappet, altsaa maa de fremdeles
klappe» ....
Ved at skrælle av det ene lag av motstandere, som i
grunden ikke er motstandere, elter det andet, som man
vikler op en løk, kommer han langt om længe til de «virke«
lige motstandere», nemlig Kristiania»folk, som hadde lagt
sig til en dansk eller halvt dansk uttale, — «de som har
dansk til hussprog», og som betragter dansk tale og aands»
præg omtrent som fine folk i Danmark i sin tid betragtet
tysk. Men nu er løken blit meget, meget liten! Og han
kan avslutte mønstringen av de to leire med en kjærlig
kritik av sit eget følge:
«Vistnok har vort parti flere utskeielser, flere løse trop»
per til alle sider, som kan angripes; det tilstaar jeg ærlig;
men netop heri ser jeg vor saks styrke; ti er en bevægelse
fuld og almindelig, saa er den ogsaa uregelmæssig, saa er
der ikke tale om enhet i operationerne. Det er . . . den
idéforlatte despotismes, det faktiskes magt, som er vel
indeksersert, som har taktik, og som ikke «blotter sig».
Men til syvende og sidst erkjendes ingen anden magt for
en virkelig motstandskraft end idéerne, og disse seirer over
al eksersis — og (la mig føie til) trods sine egnes ut»
skeielser.»
«Til Danmark, til et forenet Norden bærer det nok;
men ikke førend de kan døie os med alt vort, vore lyder
som dyder, med andre ord, ikke førend vi er blit noget
for os selv. Da gamle Harald Haarfager beilet til den
danske prinsesse, Ragnhild, da fortælles det, at hun ikke
vilde egte ham, før han sendte væk alle sine andre hu»
struer. Og da maatte han skille sig baade med de holm»
rygske, nørdske, heinverske og haalogalandske piker. Nu
kan det hænde, at næste gang knarken beiler, faar den
danske prinsesse finde sig i at leve sammen med alle disse
norske piker.»
Artikelen er undertegnet «En ikke norsk»norsk, men en
norsk». Den har en særlig interesse, fordi det er første gang,
Bjørnson som en feltherre kaster blikket vidt og frit over
slagmarken og behersker situationen ved sit gode humør og
sin tro paa, at han vil seire. Han vokser i striden. Hans lyse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
