Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
224-
hvor han bodde i noget over et halvt aars tid,
sendte han hjem til sit blad fortsættelsen av «En munter
mand», som forresten ikke blev helt avsluttet, fordi for«
fatteren imidlertid var blit misfornøiet med fortællingen.
Det synes at fremgaa av begyndelsen, at Arnes saga op»
rindelig var tænkt at skulle ende sørgelig; men i fortællin»
gens løp tok personerne forsaavidt magten fra forfatteren,
som Arne og Marit bestemte sig for at bli lykkelige sam»
men. Paa lignende maate gik det senere Thorbjørn og
Synnøve, hvis historie ogsaa oprindelig var tænkt at skulle
ende tragisk. Men de vilde ikke! Og digteren lot dem
ha sin vilje.
Allerede det første kapitel, som altsaa blev trykt, før
Bjørnson forlot Norge, viser en ny magt og dristighet i
menneskeskildringen. Dette kapitel er i «En munter mand»
endnu mere djervt realistisk end i den senere og mere
kunstfulde utformning i «Arne». Navnlig er skildringen
av, hvorledes Arnes far, som her heter Endre Kampen,
piner hans mor, mere omstændelig grufuld og delvis endda
mere levende end i den senere form. Vi svæver i aande»
løs frygt for, at den drukne mand skal kvæle sin kone,
eller for at Arne som forsvarer av sin mor skal hugge til
sin far med øksen.
Det var dette kapitel, som Vinje (selv i dets senere,
delvis formildede form) fandt altfor oprørende realistisk.
«Vi hava nok av styggedomen i livet med det, vi dagstødt
sjaa .... Nokot styggare en tridje og enddaa verri fjorde
kapitel hever eg aldri lesit.»
Det merkeligste ved denne fortælling er forsøket paa
at fremstille en spøkefugls eller «ironiker»s sjælelige utvik»
lingshistorie. Da Arne er blit voksen, tror hele bygden,
at han av naturen har et sorgløst sind. «Gud bevare mig,
han har et let sind! — sukket de gamle kjærringer». Men
digteren viser os, hvorledes han fra barn av hadde maattet
vænne sig til at gjøre løier og ape efter folk for at holde
sin far i godt lune, og hvorledes han senere hadde brukt
ironien og spotten til at døve sin sorg og gjemme sine
savn. Opvokset i et ulykkelig hjem, likesom Aunun (i
Bjørnsons første bondefortælling), hadde Arne især faat et
uutslettelig indtryk av den forfærdelige nat, da hans far
døde. «Egentlig var Arnes hele liv en flugt fra hin nat.»
Han blev gaaende for sig selv, uten at søke selskap med
bygdens øvrige ungdom. Han gjætet kjyrene like til han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
