Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
287-
Gjennem digterens meddelelse staar det fast, at baade
«Synnøve Solbakken» og «Arne» oprindelig var ment at
skulle ende tragisk, — altsaa en slegts»skjæbnetragedie i for»
tællende form. Men Bjørnson var selv en av modellerne
til Thorbjørn Granlien, og eftersom han følte sine kræ f»
ter vokse under opholdet i Kjøbenhavn, rystet han al frygt
for arv og den gamle skjæbne»tragedies tyngsel av sig og
hævdet uvilkaarlig sin nye tro paa sig selv og sin egen
fremtid ved at la Thorb’ørn, likesom Arne, overvinde
slegts»skjæbnen. Jeg tar neppe feil, naar jeg tror, at den
lykkelige utgang i hans to første fortællinger hænger sam»
men med et gjennembrud i hans syn paa sig selv. Av
hans egen «vilje til liv», av hans modige og mandige be»
slutning om, at det trods alle tegn og merker skulde gaa
ham godt, er omslaget i hans drømmebarns skjæbne frem»
gaat. Sammen med Thorbjørn har han kjæmpet for sit
eget liv, mot lidenskabelighetens vanskjæbne. Og det var
ikke mindst dette, som gav fortællingen et saa betagende
liv. Vistnok hadde Bjørnson fra barn av i det hele et lyst
sind. Men ingen ser bestandig lyst. Og et tungsindig fantasi»
drag var jo allerede kommet frem i hans første trykte digt,
«Fossen» (1852), hvis selvmord»fantasier minder om en
anden overveiende lys natur, Goethe, i Werther»tiden. Og»
saa Aununs, Arnes og Thorbjørns saga var tænkt som
tragedier. Og hans første geniale skabning, kong Sverre i
«Mellem slagene», var opfattet som en tragisk person. Det
maa forøvrig erindres, at skjæbne»tragedien, i dette ords
videste betydning, var en av den ny»europæiske digtnings
yndlingsformer, støttet til en syntese av de græske tragikere
og Shakespeare. Baade Goethe og Schiller begyndte i no»
gen grad med det skjæbne»tragiske syn, likesom Ibsen hos
os, eller Camilla Collett i «Kongsgaard» og «Amtmandens
døtre». Bjørnsons gjennembrud var derfor ogsaa et brud
med en fremherskende fælles»europæisk kunstform.
Til dette gjennembrud for et lyst syn paa kampen mot
slegteskjæbne bidrog, foruten selvhævdelse, ogsaa trang til
at tro paa bonden som repræsentant for det norske folks
fremtid. Allerede i «Thrond» var Bjørnson begyndt at for»
tælle om Norge for de danske. Uvilkaarlig blev hans digt»
ning fra nu av en kappestrid med den danske og tyske
guldalders kunst. Et element av national selvhævdelse
gled ind i hans digtning, næsten uten at han selv merket
det. Alle bitre minder fra kaptein»striden, al forstemthet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
