Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
293-
Granlien) og blodhevnens lidenskap (som hos Knud Nor«
houg og Thorbjørns far) stod nu som før overfor den
evig nye maate. at overvinde en motstander paa: ved at
tilgi og gjengjælde ondt med godt. Alle de ensidig mand«
lige kræfter, fremdriften og lysten til at være den første
og hæve sig op ved at trykke en medbeiler ned, — alle
levninger især i mændenes natur av talløse slegters kamp«
liv, stod endnu den dag idag i hver eneste norsk bygd
overfor de likesaa urgamle instinkter, som man kunde
kalde forbundsdrifterne, trangen til samfølelse og
harmoni, — drifter, som fra umindelige tider hadde faat en
sterk utvikling hos kvinderne. Utav dette store, man kan si
verdenshistoriske, syn paa de norske bønders liv blev Synnøve«
skikkelsen til. Det er i grunden et beslegtet syn paa kvinden,
som kommer frem i det ældste (eller omtrent ældste) store
germanske heltedigt, «Béowulf>>, hvor særskilt dronningen
betegnes som «fredsstifterinden» eller «fredsvæversken»
(freoduwebbe); samme tanke som fremtræder i det ro«
merske sagn om sabinerindernes rov. Det maa pludselig
ha staat for Bjørnson, som om det var en dyp og inderlig
sammenhæng mellem kvindenaturen og kristendommen
som fredens og tilgivelsens religion, — en sammenhæng,
som middelalderen hadde anet og uttrykt paa mange maater,
og som Shakespeare hadde git menneskeform i skikkelser
som Portia, Cordelia, Imogen og Hermione. Tilgivelse er
bedre end hevn, — det er den visdom og den livskunst,
som Shakespeare uvilkaarlig utdrog av sin barndoms
religion.1 Gjennem den stadige forherligelse av tilgivelse i
motsætning til hevn har Shakespeare git et av de aller«
sterkeste uttryk i verdenslitteraturen for det, som er kristen«
dommens inderste kjerne, — evig frisk, selv om hylsteret
forgaar. Og i vor egen litteratur har Bjørnson like fra først
av og til den seneste tid indspundet en gylden traad av
den uforgjængeligste del av kristendommen og den old«
græske filantropi i sin digtning. Ser man nærmere efter,
vil man finde, at det overveiende lyse syn hos Bjørnson,
tiltrods for stadig paany fremdukkende tragiske motiver,
hænger sammen med dette for verdenskulturen umistelige
element. Ingen trængte mere til denne side av kristen«
dommens freds«religion end han, den av naturen stridbare
og heftige, den fra barn av og like op i syttiaarsalderen
til sine tider fremstormende og lidenskabelige, — stundom
1 Portia i «Kjøbmanden i Venedig»; Prospero i «Stormen».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
