Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og den idylliske naturlyriks repræsentanter for
«hine stille udflyttede mænd, som folket med
anelse af noget ubegribeligt kalder digtere». Den
norske romantik havde han altsaa karakteriseret
som en flugt fra virkeligheden og en
udflytter-poesi. Og temmelig hvast havde han fremhævet
mangelen paa dramatisk liv og spænding hos
A. Munch (i «En aften paa Giske»), Ivar Aasen
(i «Ervingen») og Østgaard (i «En Husjomfru ).
Ud fra sin egen trang havde Bjørnson havt
en forudfølelse af, at den mere idylliske periode
var ifærd med at afløses af en nv tid, som
skulde optage traaden fra den Wergelandske
digtnings kamp for idéer og syslen med
verdens-problemer. Det har jo senere vist sig, at norsk
literatur i det nittende aarhundrede falder i tre
store hoved-perioder, bortset fra en indledende
tid og en efterblomstring: først Wergelands-tiden,
dernæst folkelivs- og natur-idyllens tid eller den
stilfærdige mellemalder og endelig Bjørnsons og
Ibsens eller den nye problem-digtnings og
idékampenes tid.
Og som Bjørnson havde anet hoved-rytmen
i vor literære udvikling, saaledes pegte han
allerede i den første af sine valgartikler i 1859 paa
en lignende tre-delt rytme i vor nyere politiske
historie. Og det viste sig, at han ogsaa her
ikke blot havde spaaet ret, men at han selv
ogsaa her kom til at medvirke til spaadommens
opfyldelse.
I «Bergensposten» for Iste mars 1859 frem-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
