Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
353’
stander erklæret og dømt for en kjeltring . . . .
Vi skjælder ikke hinanden ud for landsforrædere
eller lignende; ei heller prøver vi at faa
hinanden paa Munkholmen; vi kalder hinanden bra
mænd, hilser paa hinanden og bare prygler
hinanden, saa ofte leilighed dertil gives.» Denne
muntre og næsten hjertelige maade at føre
kampen paa har vel særlig tiltall bergenserne.
Hele byen kom i bevægelse og tog parti,
for eller imod. Overfor en saa sjelden
fremtoning som Bjørnson kunde ingen være
ligegyldig. Ikke mindst skolegutterne blev revet
med. «Jeg bevarer endnu et barndomsminde»
saa fortæller en, som dengang var gut — «om
det indtryk, den unge Bjørnsons tilsynekomst i
vore dengang saa patriarkalske og stuelumre
forhold gjorde paa snart sagt alle klasser i
samfundet. Han virkede med sin slanke, kraftige
skikkelse, sil aabne, renskaarne, lysende ansigt,
sin høie pande, fra hvilken hatten altid var
skjøvet tilbage, og med sin vidunderlig
malmfulde røst som en aabenbaring fra en verden,
der var vidt forskjellig fra den, som vor dengang
saa rolige spidsborgerbv havde indrettet sig.
Han vakte opsigt, naar han med sin aabne frakke
og sit brede hvide skjortebryst viste sig paa
gaden, somoftest i ivrig samtale med flere af
den tids fremtrædende mænd. Jeg husker
saaledes, at jeg en dag saa ham arm i arm med
den blinde rektor Holmboe, og modsætningen
mellem den hvidhaarede, famlende lærde og den
21 Collin: Bjørnstjerne Bjørnson. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
