Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
375’
forlade sin post paa det gode haabs forbjerg»
og fortsætte krigen i hovedstaden, — baade
kampen for norsk scenekunst og den politiske
strid1.
Det behøver neppe at siges, at Bjørnson
kom tilbage til Kristiania — efter henved to
aars fravær — med store planer og
forhaabninger. Det gjaldt at nytte tidens sterke
strømdrag: nationalitets-tankens vekst efter den
italienske krig og de lysnende udsigter for
liberalismen. Østerrig — som gjaldt for
«konservatismens bolverka i Europa — var bleven ydmyget,
og ved de nye valg i England var et
Torv-ministerium, som nærmest havde støttet
Øster-rig, bleven afløst af ministeriet Palmerston, med
Gladstone som finansminister og Lord John
Russell som udenrigsminister. Den italienske
krig i 1859 tegnede allerede ved sit udbrud til
at skulle indlede en ny tid i Europa.
Reaktionen efter februar-revolutionen syntes at være
brudt. I Norge traadte det nye liberale
storthing dette aar sammen allerede om høsten,
1 Angaaende en del af den mest velhavende klasses
ligegyldighed for theatret kan sammenlignes en
korrespondance fra Bergen til «Aftenbladet», 23de dec. 1859. Bjørnson
havde vistnok rammet sømmen paa hodet:
«opmerksom-heden var andensteds . Mange af de ledende
forretningsmænd var helt optaget af den okonomiske ærgjerrighed.
Det var især middelklassens interesse, som holdt theatret
oppe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
