Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
434’
til gjengjæld endog for «dobbelt uærlighed»!
«Hærmændene» var ikke negtet opførelse, fordi
det var et nationalt stykke, men ene og alene
paa grund af pengekrisen. En uærlighed var
det ogsaa at sige, at direktionen havde afkastet
broen mellem theatret og den norske dramatiske
literatur. Ibsen «havde ingen ret til at betragte
sig som ét med det norske drama». Havde det
endda været A. Munch («hvis styrke dog ikke
ligger i det dramatiske») .... «Men hr. Ibsen
maa ikke maale sig med ham» . . «Hr. Ibsen
er som dramatisk forfatter en stor ubetydelighed,
om hvem nationen ikke med nogen varme kan
plante et beskyttende hegn».(!) «Gildet paa
Solhoug mangler altfor meget originalitetens
friskhed .... og hans næste arbeide, «Fru
Inger til Østerraad» er jo i den grad blottet
for idealitet og poesi, at det er til at forbauses
over. Hver eneste karakter i dette stykke er
merket med lavhedens stempel, og karakterernes
udvikling foregaar ikke gjennem handling, men
gjennem monologer .... Under disse
omstændigheder maa hr. Ibsen begribe, at publikum
ikke med længsel imødeser hans Hærmænd, og
al de nuværende tider ikke er skikkede til at
lade et stykke, der sandsynligvis kun er
middelmaadige gaa over scenen. Borgaards feil
mener Petersen — var alene den. at han ikke
straks havde tilbagesendt baade Ibsens
Hærmændene» og Bjørnsons «Halte-Hulda .
Borgaard var altfor svag overfor norske stykker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
