Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
454’
ikke noget nationalt skuespil, som det er værdt
at reise sig af krakken for, — «med al vyrdnad
for mangt og mykit baadi af Ibsen, Hans Ørn
Blom, Rolf Olsen m. fl., og mest for Riis for
«Til Sæters»». Høidepunktet af hvad norske
dramatikere havde frembragt, var altsaa
dengang for Vinje ikke «Hærmændene» eller
Mellem Slagene», men den efter Hostrups og J. L.
Heibergs mønster forfattede muntre lille
vaudeville, «Til sæters», som Vinje kalder for «dette
vesle meistarverk . — At det ialfald for en stor
del var Vinjes sprog-politiske standpunkt, som
gjorde ham til en saa streng dommer af sine
to gamle kamerater Bjørnson og Ibsen, og især
af den førstnævnte, fremgaar kanske klarest af
en senere artikel i «Dølen» (Ikle december 1X60),
hvor han er meget nedstemt over, at han
foreløbig maa lade sit blad, «Dølen», gaa ind.
Tiderne var slette. Og Vinje sluttede sig for
øieblikket til dem, som frygtede for, at Norge var
et altfor lidet land til al fostre nogen stor
literatur. < Det er herre barnelale at tala nm ein
norsk literatur.» Vor historie vil sige
fortsætter Vinje —, at vi i sprog og derfor i de
fleste af vore tanker var et lydrige af Danmark,
som i 1814 hare mistede den ydre magt . . .
Han maa smile, naar han hører folk tale om
at vi er et frit og selvstændigt folk. Nei, det
kostar at vera karl, og me ero for arme
husmenn til den kostnaden.» Han er bange, landet
er for fattigt til at føde store tanker og store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
