Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
13
En lignende rolle som sangformen spiller den sterke
anvendelse av samtaleformen. Den dramatiske dialog
er en endnu nødvendigere bestanddel av Bjørnsons fortælle»
kunst end de lyriske utbrud. Begge er midler til at la
personerne skildre sig selv, paa den mest umiddelbare
maate. Hvis Bjørnson ikke hadde været født dramatiker,
vilde han ikke været en saa stor fortæller. Samtalerne
mellem Thorbjørn og Synnøve, mellem Thorbjørn og Aslak,
mellem Sæmund og doktoren, eller mellem Sæmund og
Synnøves mor utenfor kirken er mesterverker i dramatisk
replikskifte, i slegt med de gamle sagaers samtalekunst.
Ikke mindre betegnende for Bjørnsons evne til at la
personerne selv fortælle er det sterkt fremtrædende pan»
t o m i m i s k e element. Han ser sine mennesker like godt,
som han hører dem. Hans fantasi er, til forskjel fra mange
andre digteres, i like høi grad «visuel» og «auditiv», for
at tale med moderne psykologer. I grunden var det et
stort held for Bjørnson, at hans første hovedopgave blev
den at fremstille norske bønder. Netop deres faamælthet
indbød ikke alene til den sammentrængte, tætsluttende
dialog, men ogsaa til at uttrykke følelserne i handlingens
stumme sprog. Klassisk er scenen mellem Thorbjørn Gran.*
lien og hans far, som kappes om at bære melsækker. Der
hadde længe været et spændt forhold mellem far og søn,
især fra den tid av, da Sæmund hadde hørt om de mange
slagsmaal ved dans og brylluper og sagt til sønnen: «Nu
er du kommen paa egen haand; — husk dog endnu paa,
at min kanske er sterkere end din!» * Men denne dag var
Thorbjørn bløt i sind, fordi han for første gang hadde
talt aapent ut til Synnøve og faat visshet for, at hun var
hans.
«Her var mange sækker at bære, somme ret store og
somme overmaade store. Kvindfolkene stod tæt derved
og vridde klær, som var i vask. Thorbjørn gik bort til
far’en og tok fat i en sæk. «Jeg skal kanske hjælpe dig?»
— «Aa, jeg gjør det nok selv,» sa Sæmund, lettet rask
en sæk paa ryg og drog avsted imot kværnen. «Her er
mange av dem,» sa’ Thorbjørn, tok fat i to store, satte
ryg imot og grep over skuldrene med een haand i hver,
idet han stødde mot til siderne med sine albuer. Midtveis
han, naar han har trang til at «søke sig selv i de lyriske digte», finder
fat paa et andet menneske (i hvem han digter den ind): «Jeg søker
den nærmeste op og digter saa hele trangen episk væk.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
