Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
93
mations»nummer». Eller naar han i en artikel fra 1858
uttaler, «at den danske scenes repertoire, nemlig den
Scribe’ske komedie, den danske vaudeville og den Oehlen»
schlägerske tragedie, — alt dette er nu gammelt og har
gjort sin forretning» . . . «Den Oehlenschlägerske tragedie
vil altid komme til at staa, men som de store veivisere,
der rager op over sneen. Vi vil spille dem en gang
imellem for at merke os, hvor vi dengang stod.» — Men
da «Aftenbladet»s unge, talentfulde kritiker, Hans Borde»
vik, efter en opførelse av «Correggio» paa Christiania
teater hadde uttalt, at Oehlenschläger ikke længer lot sig
spille, — «da var det, at Bjørnson blev harm og rykket
ut til forsvar for den nyere danske literaturs første hoved»
digter. Bjørnson nøier sig ikke med at spaa, at hans
digtning «engang vil naa op til en retfærdigere bedøm»
meise». Han er allerede ifærd med praktisk at bevise, at
netop den unge norske scenekunst kan gi Oehlenschlä»
ger nyt liv paa scenen. Men for at komme til sin fulde
ret, maa hans tragedier beskjæres. De steder, hvor
digteren «lar karakteren løpe lyrisk væk», mens «hand»
lingen staar stille», maa utelates. Al deklamation, som
ikke «taler ut av selve situationen», maa fjernes. Og i
det sceniske foredrag maa skuespillerne bryte med den
traditionelle bombast og forsøke at spille de tragiske
helteroller «med større karakteristik og mindre skrik».
«De gamle tragikere har engang skreket saa høit, at skriket
gjalder igjen den dag i dag og lokker hver ny fremstiller
til at forskrike sig, uten at han kan overdøve ljomene av
det gamle.» I motsætning til denne romantiske bombast
«søker nutidens trang efter livet i beskednere, sandere,
mere jordbundne avbildninger».
«Hittil har man i Norge,» sier Bjørnson, «kritikløst
optat de danske regler, som i norsk mund fører like
ind i affektationen.» — Vil man søke efter «en norsk
patossbygning» eller et norsk uttryk for den tragiske
lidenskap, gjælder det ikke at forsøke at skrike høiere end
de danske, men at «ombytte skriket med en mere intens
farvning av vilje og beslutning, saa at altsaa ikke stemmens
styrke, men dens særegne anvendelse løfter tilskueren op
til den ideale synshøide».
Bjørnson tilføier, at i de to tragedier av Oehlenschlä»
ger, som han nylig hadde opført, «var tonen næsten over»
alt saa nordisk grei, at vi kunde oversætte frisk væk fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
