Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
97
dem til den mest uttryksfulde og sjælfulde betoning. Ved
den inderlige deltagelse, hvortil evnen var ham medfødt,
kunde det litt efter litt lykkes ham at faa hver skuespiller
til at «høre efter i sig selv», og «fange det for ham selv
naturlige».
Bjørnson lærte altsaa i denne tid under daglig strid
mellem «det ideelle» og det selviske i sin natur at ta
mere og mere hensyn til de enkelte skuespilleres person«
lighet og bekjæmpe deres tilbøielighet til at bøie sig pas«
sivt under hans, — en opøvelse som kom ogsaa hans
menneskeskildring tilgode.
Ogsaa ved valg av repertoire maatte han lære at ta
hensyn til hvad hans lille trup av endnu tildels uøvede
scenekunstnere kunde magte. Det var med selvopofrelse
han endnu lot dem spille en del av de gamle vaudeviller
og Scribe’ske lystspil. Av hans avisartikler kan vi se, at
hvad han egentlig længtes efter at opføre, var verdens«
literaturens mestere, særlig Shakespeare og Goethe. Han
klager over, at de nuværende scener «maa la verdens
mesterverker til alle sider ligge efter. Hvor er nu de
skuespillere, som kan spille os Shakespeare, saaledes at
ikke et ord falder til jorden? Hvem er de, som kan
spille os Goethe? Moliére vil jeg ikke engang tale om.
Men hvor er blot de, som kan spille os med personlighe«
tens vælde Schiller og Oehlenschläger?» («Bergensposten»,
28—3—1858). Naar man i vore dage taler om at spille
Shakespeare, korser folk sig; at opføre en tragedie er i
manges begrep at løfte paa de stener, Halfs kjæmper
hadde til styrkeprøve.» Bjørnson spør: «Skal vi frasi os
det bedste, det høieste, det skjønneste i skuespillet? Skal
vi gi vore skuespillere det bedste at stræbe til? Eller
skal vi glemme, hvad skuespillet en gang gik ut fra i hin
græske stad og .... la det fortape sig mere og mere i
livets smuds?;" («Bergensposten», 15—3—1859). Disse ord
viser, at den norske scenes grundlæggere hadde de samme
vanskeligheter at kjæmpe med, som vi endnu kjæmper
med den dag idag. Publikum foretrak lettere komedier
og farcer og vilde nødig se et sørgespil. Allerede i en
av sine første kritiker, fra 1854, hadde Bjørnson bekjæm«
pet smagen for vaudeviller og farcer og spottet det norske
teaters «fjælebodsløier» og «det Erik«Bøgh’ske kommerce«
hus» og den tyske farces «opløpne fantasi«bengler». Han
hadde klaget over den sjeldne opførelse av sørgespil og
7 — Collin: Bjørnson. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
