Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
av opdragelse og krigersk«ridderlig av natur, netop under
Krimkrigen blev vakt til politisk ærgjerrighet og daads«
trang og allerede straks som norsk vicekonge opfordret
den gamle og retsindige, overfor disse planer haardnakket
uforstaaende Jørgen B. Vogt til at søke avsked og omgav
sig mest mulig med nye mænd, — det saakaldte «unge
Norge» (Chr. Birch«Reichenwald m. fl.), likesom han i
Sverige samlet om sig et «junker«parti».
For Norge blev den unge tronfølgers eller, fra juli
1859, kong Karls nye paagaaende unionspolitik av lignende
værd og betydning som hans farfar Karl Johans tilløp til
en tvangsrevision. Ogsaa i likheten mellem Karl Johan
og hans sønnesøn ser vi et utslag av slegts«historiens
rytme eller bølgelinje. Begge fortjener ogsaa fra norsk
side at mindes med sympati, forsaavidt som de var ivrige,
ildfulde naturer, som vilde noget og var istand til at
sætte kræfter igang. Disse fyrige naturers varme og be«
vægende kraft gik ikke tapt for os, fordi om den for det
norske folk især maatte bli en eggende motkraft, som
tvang den nationale selvopholdelsesdrift til utrykning og
gav den et vækkende støt.
I lys av hele den sammenhængende række av begiven«
heter, som vi i den sidste tid har kunnet overskue, faar
Bergensvalget i 1859 og Bjørnsons forhold til den unge
tronfølger en ny interesse. Det er allerede av Bjørnsons
valgartikler klart, at han betragtet den unge kronprins«
regent i det store og hele med sympati. Bjørnson følte,
at han var noget av en kraft — og en motkraft, som
kunde føre ut over den tidligere mangel paa politisk
spænding. Det var dramatikeren Bjørnson, som straks
følte sig tiltrukken til den unge regent, hvis temperament
var beslegtet med hans eget, og hvis ærgjerrige planer i
det mindste kunde gi anledning til en virkelig idé«kamp.
Under kong Oscar var kongemagten forholdsvis spak og
tilbakeholdende. Eller, som Bjørnson skriver i sin første
valg*artikel, «hensynet til folkets ønske var saa over«
veiende, at al opposition døde væk; mellem regjering og
storting var et beredvillig samarbeide i een aand.» «Men
nu er vi kommet utover denne politiske uskyldighetstil«
stand; den unge, kraftfulde styrer har gjennem mange av
sine handlinger — ikke just gaat mot folkets mening, men
er kommet tidligere end den.» I og for sig har Bjørn«
son intet at indvende mot, at regenten vil forsøke paa at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
