Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
227
son, hans ti aar ældre fætter, fik ham overtalt. Bjørn»
son fortæller, at han ved sin første ankomst til Kristiania
i 1850 traf den da otteårige Rikard sysselsat med at kom»
ponere en keisermarsch til sin egen kroning! I krigs»
leken med kamerater var han nemlig fra kaptein blit
forfremmet til general og snart efter til keiser. Han var
«selskabelig anlagt, kvik og vittig
og altid oplagt. Straks der var en
fremtrædende begivenhet, satte han
den om i en komposition. Dengang
jeg kom tilbake fra Bergen til
Kristiania [høsten 1859], var jeg
meget sammen med ham. Jeg tør
nok si, at i omgang var han det
mest henrivende unge menneske jeg
har møtt . . . Hans godmodighet,
humor, elasticitet, hans spil, hans
kompositioner, hans planer og hans
forelskelser ombølget ham som en
uophørlig vaar.» Hans far var mis»
fornøiet med at han forsømte sine
musikstudier: «Du er altid paa far»
ten.» — «For at bli rik, far,» svarte
Rikard; «rik paa det, jeg siden skal leve av.» Dette sa han
paa en saa komisk patetisk maate, at faren maatte le og var der»
med avvæbnet. Jeg kom» — fortæller Bjørnson videre — «en
dag derop, jeg hadde ændret første vers av «Der ligger et land
mot den evige sne», jeg læste den saaledes ændrede sang
for hans far, som gik ind til Rikard med den, der han sat
og skrev, antagelig et kjærlighetsbrev; ti han gjemte det
skyndsomt. «Her skal du se hvad Bjørnstjerne har gjort;
han er flittig, men hvad er du?» Uten at svare tok Rikard
sangen, læste den igjennem, fløitet, bad om at faa være
alene, og før jeg forlot hans fars hus, kom han ind med
den melodi, som nu hele Norge synger. Farens glæde var
storartet. Jeg tænker mig, at det meste, han har skrevet,
kom paa denne maate umiddelbart, saa at si utænkt, strøm»
mende like fra kilden, der var rikest, naar den hadde faat
hvile. Da jeg hadde skrevet «Har du hørt, hvad svensken
siger», kom melodien paa samme maate. Men da jeg saa
præsenterte ham «Ja vi elsker dette landet», — jeg tror
det næsten var samtidig1, fandt han paa, at den
1 Uthævet her.
Rikard Nordraak.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
