Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
331
hadde hat. Da hadde dette enkelte digtet storhet til alt
det øvrige. Brudstykket synes os det største. Jeg tænkte
paa digtere som Marlowe, Grabbe, Puschkin . . .
Indenfor fandt jeg det samme igjen. Det heles harmoni
dæmpet storhetsindtrykket, saa det paa intet punkt blev
overvældende. Men hvor var det velgjørende høitidelig.
Mens øinene svævet rundt i dette billede av himlen;
mens de tusener, som vandret op for at ta fast plads, ikke
tilnærmelsesvis kunde dække gulvflaten, begyndte rig»
dommen og mangfoldigheten at multiplisere sig. De store
som de smaa ting var jo alle historiske personer og be»
givenheter i avstøpning eller farve, — i førstningen var rig»
dommen uoverkommelig.
Dette og den videre tilgang har jeg saa ofte skildret i
foredragsform, at jeg her gaar det forbi. —
Den næste dag hadde jeg atter en stor oplevelse. Jeg
kom gaaende frem gaten foran det lange Qvirinal og saa
i det fjerne, paa pladsen foran slottets fasade, dioscurerne
(Kastor og Polydeukes). Menneskets herredømme over
hesten, uttrykt ved at manden gjordes om til kjæmpe, saa
hesten neppe rak ham til lænderne! Mandens løftede arm
saa ladet med befaling, at hesten bøiet hodet. Mandens
aasyn og skikkelse var hestens straalende gud.
For et grep, naar det gjælder at gjøre et saa sammen»
sat forhold (som menneskets herredømme over de øvrige
jordbeboere) synlig og plastisk! For et foredømme for
enhver skapende kunstner! Jeg tør nok si — for at
nævne noget helt litet —, at aldrig hadde jeg kunnet forme
mine smaa sange fra den tid, f. eks. «Brede seil over Nord»
sjø gaar», hadde jeg ikke set Kastor og Polydeukes paa
Quirinalpladsen i Rom.
Mine omgivelser i Kjøbenhavn og nu her i Rom, navn»
lig de danske kunstnere, talte meget mere om Rafael end
om Michel Angelo. Men mit instinkt drog mig til den
sidste. Jeg fik en kamerat, som studerte kunsthistorie, nemlig
den unge Fredrik Bætzmann; han hadde samme dragning.
Jeg saa det Sixtinske kapel første gang under en pave»
lig messe. Jeg saa det egentlig først, da det pavelige ka»
pel, som dengang stod paa sin høieste høide, istemte et
halleluja av Palestrina. Om en saadan musik hadde jeg
til det øieblik ingen anelse. Den var høiere oppefra end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
