Et "Anlæg" ved den elskelige lille By Tatiput i Kongeriget Danmark.
Det er Onsdag Eftermiddag mellem fem og syv. Byens energiske Hornorkester (seks mand høj med Dirigenten Hr. Sevenhusen) musicerer paal Pladsen foran Pavillonen "Sommerfryd". Træerne er grønne, Himlen blaa, Solen gul. Store og smaa Tutiputer af begge Køn vandrer rundt i Anlæggets grusbelagte Gange, pyntede i stilfulde Sommertoiletter. Særlig gør Damerne sig bemærkede ved deres fantasirige Dragter og deres højtidelige Provins-noli-me-tangere-Ansigter ...
Hr. Sevenbusen intonerer netop: Vift stolt paa Kodans Bølge!
Flere Fruer standser op i Promenaden og spejder mod Syd, hvor Fjorden ruller sine Vande. De kan imidlertid ingenting se, Putterne, da Anlæggets kraftige Granplantage skjuler Udsigten. Saa lader de, for dog at faa noget Udbytte, Blikket glide op ad Pavillonens hvidmalede Flagstang, paa hvis Top blodrøde Dannebrog hænger og breder sig med smaa fede Smæld i den lune Luft. Og de mindes med ædel Stolthed Valdemareme Sejr og Atterdag samt Aarene 48, 49 og 50; medens de med et flot coup d'esprit sætter hen over Fredene i Brømsebro og Roskilde samt Smertensaaret 1864. Hvorpaa de vandrer videre med Hovedet melodisk paa Skakke og et patriotisk Smil om Læben.
Paa Verandaen, der Iøber langs Pavillonens Forside, sidder ved smaa gulmalede Jærnborde flere af Byens mere grundmurede Familier og indtager Kaffe med Sandkage. Det vil sige Mødrene og Børnene; Fædrene drikker Bajer, da dette Fluidum dels smager dem bedre, og dels af det store Flertal anses for en langt mandigere Forfriskningssubstans.
Men Apoteker Mackeprang og Konsul Blinkenberg har tilsammen bestilt en halv Flaske Portvin.
Apotekeren er lille, bleg og spinkel. Ser nærmest ud, som om en Klausul i hans Bevilling tvang ham til at smage paa alt, hvad der sælges i hans Geschæft, førend det vandrer ud over Disken. Han er ugift og godt oppe i Fyrrerne.
Konsulen, høj, kraftig, Iyshaaret og med engelske Whiskers, Familiefader; men er langt yngre end sin Kone, som han ægtede, først og fremmest naturligvis af Kærlighed, men dernæst ogsaa, fordi hun var eneste Barn af gamle Konsul Lemming, der døde to Aar efter Datterens Ægteskab. Blinkenberg var i Tidernes Morgen Kommis hos Lemming. Nu har han seks Pigebørn med hans Datter ...
Konsul Blinkenberg er første Mand i Tutiputs Vestende, medens Grosserer C. A. Heidemann er Østendens Matador.
En stille, ædende Guerillakrig med en smilende, høfiig Overflade har luret disse to Konger imellem lige fra den Dag, Lemming døde. Og det bliver til førstkommende Februar 24 Aar siden. Hustruerne kan ikke længer deltage i Striden; thi Fru Heidemann ligger stadig til Sengs lam i Underkroppen efter elleve Børns Fødsel - og Fru Blinkenberg har for længst bøjet sig for sin Mands Imperatorsjæl; hun taler aldrig med nogen, viser sig aldrig offentlig, men lister kun stille rundt i sit Hus og sin Have, forskræmt og urolig som en lille, sølle, gammel Høne, der stadig lever i en idiotlignende Angst for, at Glenten skal slaa ned og ribbe de sidste Fjer af den. - Denne Hustruernes Ukampdygtighed havde maaske kunnet mildne Striden en Smule.
Men saa voksede Døtrene til!
Og nu i det sidste er der ogsaa kommet dette med jærnbanen!
Tutiput skal nemlig ha' Bane. Men hvor skal Stationen ligge? I Østenenden eller Vestenenden?
Qvi vivra, verra!
- - - -
Pavillonjomfruen kommer med den af Konsulen og Apotekeren bestilte halve Flaske Portvin. Hun er i sort Nederdel, Iysegrønt Liv og højrødt Forklæde. Dertil er hun topmavet og har et Ansigt som en lastefuld Gadedreng.
Jomfruen: Værsartig, Hr. Konsul!
Konsulen (kniber hende i Øret): Tak, min Stump! ... Skriv det!
Jomfruen (knikser og fniser): S'gerne, Hr. Konsul hu, hu, hu!
Apotekeren (vil gøre Indsigelse, vil betale sin Part; men)
Konsulen (affærdiger ham med et): Sludder, Apoteker! (Vender sig derpaa til Jomfruen, som er ved at trække sig tilbage): Hør lidt her: ... Næ, kom nærmere!
Jomfruen (vrider sig nærmere): Hu, hu, hu!
Konsulen (Ser sig forsigtig om, og da Folk er optaget af Musikken og hinandens Paaklædning, tager han fat i et Hjørne af hendes Forklæde og rykker hende hen til sig): Det er Fandens, saa De er fin i Dag, Bolette, hva'!
Jomfruen: Hu, hu! vi har jo Musikdag, Hr. Konsul!
Konsulen (haler hende ganske nær og kniber hende gedulgt i Benet): Flæskekarbonade, hva'!
Jomfruen (frigør sig og løber lykkelig over det modtagne Kærtegn ind i Pavillonen).
Apotekeren (har under denne Gudsdyrkelse siddet som paa Naale, urolig og nervøs, snart rød, snart bleg. Hans sarte Ungkarlesjæl sættes i sælsomme Svingninger).
Konsulen (skænker op): Skal vi saa smage paa Miksturen, Apoteker!
De drikker. Konsulen alt, hvad Glasset rummer, Apotekeren kun det halve.
Konsulen (smækker med Tungen): Meget god Portvin!
Apotekeren: Fortrinlig!
Konsulen: Flot Pi'e, Bolette!
Apotekeren (forlegen): Forstaar mig ikke paa det ...
Konsulen: Sludder!
Apotekeren: Jeg synes da, at hun har et mindre kønt Ansigt.
Konsulen: Ansigt! hæ! hva' Faen! det er jo ikke det, det kommer an paa!
Apotekeren (hilser dybt paa to forbigaaende Damer).
Konsulen (der ikke har lagt Mærke til dem): Hvem var det?
Apotekeren: Frøknerne Heidemann.
Konsulen (vender sig og ser efter dem): Gamle Pebertræer! ... Og sikken de saa stadser sig ud! Som Konfirmander! Men noget maa der jo gøres. Op ved Fyrrerne, hva'?
Apotekeren: Den ældste er nok seksogtredive, den yngste fireogtredive.
Konsulen: Gammelt Knækbrød for Dem, Apoteker, hæ!
Apotekeren (rødmer).
Konsulen: Er det sandt, at Heidemanns skal ha' dem et Ponykøretøj ?
Apotekeren: De sagde det da i Aftes for aldeles bestemt oppe hos Maskinfabrikant Wissings.
Konsulen: Jeg kan min Sjæl og Salighed ikke forstaa, Apoteker, at De, som ellers er et dannet Menneske, vil holde Omgang med det ... det Smedeslæng!
Apotekeren: Jeg kommer jo i de fleste Huse, véd De; og Wissings er virkelig en meget agtbar Familie.
Konsulen: Kan s'gu gerne være. Men Manden er en Flab! Det er en komplet Skandale for Byraadet, at han sidder der! De skulde ha' hørt ham ved Møder i jærnbanesagen i Gaar. Min Salighed som han var Overborgmester og en Tomme til!
Apotekeren (for at give Talen en anden Vending): ja, hvad blev Resultatet i Gaar?
Konsulen: Hvad det blev? Naturligvis det gamle Vrøvl, at skal Byen udvides, saa skal den udvides mod Øst. Rent Sludder! Hvad Fanden nytter det Byen, at den vokser ud i Jerslev Sogn? Og det gør den, hvis Stationen kommer til at ligge for Enden af Heidemaans Pakhus. Bli'r der bygget, og det bli'r der, saa flytter hele Østenden ud omkring Stationen og bor der og holder deres Forretninger i Byen, og det er billigere, for saa skatter de til Jerslev. Det er Fanden pineme en net Maade at værne om Byens Interesser paa! ... Hva' si'er De?
Apotekeren: Hvor vilde De da have Stationen?
Konsulen: Naturligvis paa min Mark Vest for Byen! Men det er Heideman, den gamle Ræv, ene og alene Heidemann! I Fjor snød han mig for fire Tusind Kroner!
Apotekeren: Jamen det er jo Staten ...
Konsulen: Staten! Fa'en med Staten! Hvor véd den, hvad der gavner Byen bedst? Det er s'gu dog noget, Borgerne maa afgøre!
Apotekeren: jamen Byraadets Flertal ...
Konsulen (kører hen over Apotekerens Indvending): Og ligger ikke Byens Centrum i Vestenden maaske? Apoteket, Raadhuset, Posthuset, Hotellet, Skolen og min Forretning, hele Forretningslivet, hva'?
Apotekeren (paa en frisk): ja, ganske vist, ganske vist; men Byraadets Flertal ...
Konsulen (tager barn i Skulderen og ryster ham): jamen Byens Flertal Byens Flertal, Mand! Borgerne, den store Befolkning; (slipper Apotekeren, der bleg synker tilbage i Stolen.) Men nu sætter jeg i Morgen en Adresse i Gang, saa skal vi dog se, hvem der har den offentlige Mening for sig! ... De skriver vel under?
Apotekeren (endnu lidt forpustet): Jeg holder mig ... holder mig helst neutral, Hr. Konsul.
Konsulen: De er en Fladfisk, Apoteker! (Skænker i sit Glas.) Og drikke kan De heller ikke!
Apotekeren (skynder sig at tømme sit Glas for dog at gøre noget).
Konsulen (fylder det paa ny): Skaal! (De drikker.) De kan sagrens, Deres Forretning skal man jo i! ... Skal vi gaa et lille Slag rundt?
De rejser sig og fordyber sig i det tre Tønder Land store Anlæg, medens Sevenbusen tager fat paa: Danmark, dejligst Vang og Vænge ... Grosserer C. A. Heidemann kommer i Selskab med Sagfører Strøm. Grossereren er en lille, bred, astmatisk gammel Herre med krafigt, hvidt Haar.
Sagføreren er lang, mager og klædt i graa Dress med rund Filthat og tynd Spanskrørsstok.
Sagføreren: Der stikker Konsulen af med Apotekeren?
Grossereren (stadig smaahostende): Daarlig Samvittighed, hø, hø!
Sagføreren: De mener Adressen?
Grossereren: ja ... lad os sætte os her.
Sagføreren (tager Flasken, som staar paa Bordet, og ser paa Etiketten): Portvin! ... Her har Konsulen siddet!
Grossereren: Bryder jeg mig ikke om. (Sætter sig.) Konsulen og jeg er gode Venner hø, hø! Skilte ham af med et Parti Rug i Fjor.
Sagføreren: Ja, De dominerer Markedet, Heidemann!
Grossereren: Kunde ikke overkonune det selv. Blinkenberg kom til mig og klagede sin Nød. Overtog Partiet, hø, hø! Tjente fire Tusind Kroner ... Hvad vil De drikke?
Sagføreren: Det skal vel være Øl?
Grossereren: Vil De bestille ... Men tag lige saa godt fire straks med det samme.
Sagføreren: Ha, ha! (Gaar ind i Pavillonen for at rekvirere øllet). Mængden, som drager forbi, hilser ærbødigt på Heidemann, der nikker tyst og peger med en Finger op mod Hatteskyggen.
Sagføreren (kommer tilbage og sætter sig; slaar Benene over Kors og leger med sin Stok): Her er mange Mennesker ude i Dag.
Grossereren (der sidder foroverbøjet, lænende begge Arme paa sin tykke Egekæp): Ja ... Hvad er det, han spiller?
Sagføreren: "Danmarks dejligst Vang og Vænge" ...
Grossereren: Meget god Musik, hø, hø! (Støder tavs sit Glas mod Sagførerens. De drikker ligeledes i Tavshed).
Sagføreren: Konsulen ha'de nok ikke Lykken med sig ved Mødet i Gaar?
Grossereren: Wissing gav ham rent paa! ... Vindspiller, den Konsul! Gamle Lemming vilde vende sig i sin Grav!
Sagføreren: En vis Dygtighed kan man dog ikke frakende ham, Manden.
Grossereren: Vindspiller! Bare Mundtøj! Har ikke Astma hø, hø! det er det hele?
Sagføreren (ler støjende, demonstrativt, som ti Tusind Kroner ler, naar tyve Tusind siger en Vittighed): Ha, ha, ha! De er en stor Humorist, Hr. Heidemann! ... Men nu Adressen, han sætter i Gang?
Grossereren: Faar ingen Underskrifter!
Sagføreren (lidt tvivlende): Ja-a-a ...
Grossereren: Tre Skræddere, to Skomagere og hans Vaskerkone!
Sagføreren: Hi, hi, hi! ... Hvad sagde Stadsingeniøren?
Grossereren: Fuldstændig enig med mig. Køber Grunden Østen for Pakhuset. Faar jærnbane lige til Døren ... Mere Øl Prokurator!
Sagføreren (skænker for begge): Man siger, at Præsten er ved at gaa over paa Konsulens Parti.
Grossereren: Hø, hø! interesserer mig ikke! Banen skal ikke til Himlen.
Sagføreren: Nej, hi, hi! ... Véd De, hvad der staar i Adressen?
Grossereren: Næ.
Sagføreren: jo, Rebslager Hansen har set den ...
Grossereren (brutalt afbrydende): Har Rebslager Hansen skrevet under, det Fæ?
Sagføreren: Det tror jeg ikke; han lo af den.
Grossereren: Derfor kan han godt ha' skrevet under!
Sagføreren: Ha, ha! De kender Menneskene! De burde ha' været Sagfører, Hr. Grosserer! ... Næmen, han sagde, Rebslager Hansen, at der stod, at Vestenden var Byens Centrum.
Grossereren: Hum! Centrum er vel der, hvor jeg er!
Sagføreren: Naturlig, naturlig, det sagde jeg ogsaa til ham., Byens mest grundmurede Handelshus!
Hvidtølsbrygger Rasmussen med Kone triner frem af Mængden.
Bryggeren (frigør sig fra Hustruen): Der sidder han s'gu, Relia. (Fruen hedder Aurelia.) Lad nu mig, lad nu mig! (Iler med lange Skridt og sprængrødt Ansigt hen til Heidemann og Strøm og buldrer ud): Hvad i Helvede, Prokurator, er det for Abekattestreger! Har De taget Pigen til Dem?
Sagføreren (ganske flad): Ja ... min Kone ...
Bryggeren (dirrende): Jeg vil høfligst tillade mig at anmode Deres Kone om at rejse Fa'en i Vold!
Sagføreren: Min Kone stod netop uden Pige ... komplet uden Pige ...
Bryggeren: Ja, hvad rager det mig! ... Men det er ildløjjalt gjort af Dem! Strøm! mejet ildløjjalt, det maa jeg sige!
Sagføreren (ser sig forskrækket om): Hys, hys, kære Hr. Rasmussen ...
Bryggeren: jeg snakker saa højt, jeg har Lyst til!
Grossereren: Hva' er der paa Færde?
Sagføreren: Det er Ras ...
Bryggeren: Hold mund, Prokurator! ... Nu skal De høre, Heidemann: Her i Torsdags Nat er vor Pige pludselig stukken a', saa min Kone kunde ikke begribe det om Fredagen. Naa! Saa gaar jeg jo til Strøm, at han skal søge hende, og fortæller saadan og saadan, at hun pludselig er smuen a', simpelthen uden at nyse!
Grossereren: Hø, hø! det gør de jo saa tit.
Bryggeren: Jovel! ... Naa! Og Strøm lover saa at søge Pigen til Lovens strengeste Straf! Og véd De saa, hva' han gør? véd De saa, hva' han gør? Han fæster hende!
Sagføreren (flov): Kun paa Prøve ... Kun paa en Maaned ...
Bryggeren: Han fæ-æster hende gudhjælpeme! ... Og det kalder jeg mejet ildløjjalt, hva' Heidernann, ikke? si'er De ikke det, hva'?
Grossereren: Jo.
Sagføreren: Jamen, min Kone stod ...
Bryggeren (raaber): Jeg vil se Deres Kone i Helvede, vil jeg! Det er Dem, jeg har at holde mig til!
Sagføreren: Hys, hys, hys dog, Mand! ... De skal nok faa Pigen draget til Ansvar!
Bryggeren: Lovens strengeste Straf!
Sagføreren: Jovel, jovel! Højeste Bøde!
Bryggeren (en Kende beroliget): Naa! ... (Slaar pludselig i Bordet igen.) Men jeg kalder det alligevel ildløjjalt gjort a' Dem!
Grossereren (Som er blevet ked af den Snak): Vil De saa ha' det Parti Byg, Rasmussen?
Bryggeren (endnu med Forbitrelsen siddende i sig): Hva'?
Grossereren: Vil De hø, hø! ha' det Parti Byg?
Bryggeren (stadig fraværende): Hva'? Hva' si'er De?
Grossereren (arrig): For Satan, jeg spør', om De saa vil ha' de tredive Tønder Byg?
Bryggeren (hurtigt): Jo, jo, jovel, jo! ... Men ikke at levere før i næste Maaned.
Grossereren: Er De bleven døv, hø, hø?
Bryggeren: Næi, jeg er ikke.
Sagføreren (der er glad over det vekslende Tema): jeg synes, De plejer at faa Deres Byg hos Konsulen, Hr. Rasmussen.
Grossereren: Nu faar han det hos mig! (Til Bryggeren.) Vil De ha' et Glas øl med? Saa kan vi andre hø, hø! faa os ét ved samme Lejlighed.
Bryggeren: Ja Tak ... men min Kone ...
Grossereren: Træffer nok Prokuratorsken; saa kan de to faa sig en Passiar sammen ... Vil De bestille Øllet ... Tre!
Bryggeren (gaar ind i Pavillonen).
Sagføreren (forklarende): jeg kunde s'gu ikke gøre for det; det var min Kone, der ...
Grossereren: Kender Fruentimmerne!
Sagføreren: Jeg sagde til hende, at jeg vilde ikke ha' det; men da jeg saa kommer hjem til Middag i Gaar, har hun fæstet Pigen.
Grossereren: Kender ogsaa det!
Doktor Brandt, en lang Mand med Cylinderhat, Diplomatfrakke og hvide Lærredsbenklæder kommer. Han bærer en sølvknappet Stok stukket ind under Armen. Da han ser Herrerne ved Bordet, slaar han ud med en behandsket Haand og deklamerer:
Nunc est bibendum, nunc pede libero pulsanda est! Ha, ha, ha! Goddag mine Herrer, goddag, goddag! ... Goddag Rasmussen! naa der er De ogsaa.
Grossereren: Drikker De en Øl med, Doktor?
Doktoren: Højere op, Grosserer, hvis De vil bestikke mig for Østende! Sodavand og Kognak! (Til Jomfruen, der kommer med Bajerne.) Hebe, mit sædvanlige!
Jomfruen (knikser): S'gerne Hr. Doktor!
Doktoren: Den ligner en Gamin.
Bryggeren: Hva' er det for en?
Doktoren: Aa, det er en Slags tam Alligator.
Bryggeren (meget forstaaende): Naa-aa ...
Doktoren: Naa, Hr. Grosserer, skal saa Statsbanerne ha' Hovedkontor i Deres Pakhus, ha, ha?
Sagføreren (forhippet): Har De hørt, at Konsulen kommer med en Adresse?
Doktoren: Gammel Nyhed!
Grossereren: Skriver De under, hø, hø?
Doktoren: Ja, hvis De ogsaa kommer med en; for saa skriver jeg under paa dem begge to! (Til Jomfruen, der serverer Sodavandet og Kognaken, idet han kniber hende paa et fyldigt Sted.) Tak, Huldgudinde!
Jomfruen: Hu, hu, hu! (Forsvinder).
Bryggeren (retter sig): Der er Borgmesterens Damer! To magre Damer, en ældre og en yngre, gaar forbi. Herrerne hilser høfligt
Doktoren: De ser s'gu ud, som om de levede af Menneskekød!
Bryggeren (revner): Ha-a, ha, ha! Den skal min Kone ha'!
Sagføreren (mildt bebrejdende): Doktor, Doktor!
Grossereren: Borgmesterens bruger jo Doktor Friis hø, hø!
Doktoren: Rigtig, Grosserer! Det er simpelt Brødnid, ha, ha! ... Goddag, goddag, Arrestforvarer! Naa?
Arrestforvareren (en lille, hjulbenet, jovial Mand): Det gik ikke, Hr. Doktor, det gik ikke!
Doktoren: Det var Satans! Mennesket maa jo ha' en Mave som en Struds!
Arrestforvareren (stikker Doktoren paa Armen med en Pegefinger): Lad vos prøve i Aften med en dobbelt Portion hæ, hæ, hva'?
Doktoren: Vi prøver med en dobbelt Portion, Martiniussen! Han skal s'gu nok komme til at gi' sig, Fyren!
Arrestforvareren: Hæ, hæ, hæ! (Hjuler ind blandt Mængden).
Grossereren: I-Iva' var det?
Doktoren: Aa, det er Martiriiussen og jeg, der har en lille Spas for.
Sagføreren (gassende sig paa Forbaand): Fortæl, fortæl, hi, hi!
Doktoren: Kan I tie, Folkens?
Bryggeren: Gu' kan vi tie!
Doktoren: jamen, det er lovstridigt, Prokurator!
Sagføreren: Aa, skidt!
Grossereren: Fortæl nu, hø, hø! ... Satans med den Hoste!
Doktoren (bøjer sig frem over Bordet og beretter hviskende, medens de andre lyttende med spændte Miner stikker Hovederne frem mod ham): Ha, ha, jo det er ... det er Flæske-jens
Bryggeren: Den Djævel!
Sagføreren: Ja, han har jo ogsaa stjaalet Deres Skinker!
Bryggeren: Gu' har han saa, ja!
Doktoren (ser ned af ham): Naa-aa, De har da beholdt de bedste tilbage!
Sagføreren: Hi, hi, hi!
Grossereren: (utaalmodig): Faar vi den Historie?
Doktoren: Jo! ... Se han er jo ikke at at styre deroppe i Arresten, Jens; Martiniussen har ikke Fred for ham, han larmer og synger; og er uhøflig; og han er jo saa stærk! Men saa i Aftes puttede vi - men De maa s'gu holde tæt, Deherrer, for faar Venstresprøjten fat paa den Historie, saa er jo Fanden løs! - Det var Martiniussen, der havde klaget sin Nød for mig; og saa i Aftes puttede vi et ordentlig Brækpulver i Fyrens Tevand ...
Bryggeren: Ha-a, ha, ha! det har han Fanden galeme godt af!
Sagføreren: Hi, hi, hi, ja, ja!
Grossereren (interesseret): Brækkede han sig saa?
Doktoren: Nej, Fanden, Gu' gjorde han ej, det er jo det mærkelige af det! (hviskende.) Men nu i Aften gi'r vi ham to! Vi skal s'gu nok faa ham herunterl
Bryggeren og Sagføreren (ler, men)
Grossereren (siger alvorligt): Saadan nogle Tampe skulde slaas ihjel straks, hø, hø! Bare til Udgift for Byen!
Doktoren: Der er noget om Snakken, Hr. Grosserer!
Bryggeren: Ja, vi trænger til en forbedret Retspleje. Det si'er ogsaa Aviserne.
Sagføreren: Den kommer, den kommer!
Grossereren (peger): Der er Postmesteren.
Doktoren: Hvor?
Sagføreren: Dernede ved Indgangen.
Doktoren: Saa maa vi ha' Sjov! Skynder sig hen til Sevenhusen, der holder Pause med sit Orkester, og hvisker ham noget i Øret Sevenbusen nikker gravitetisk og giver Signal til sine Trompetere.
Doktoren iler tilbage paa sin Stol. - Og i samme Øjeblik Postmesteren træder ind paa Pladsen, intonerer Orkestret med Vælde: Den Gang jeg drog af Sted, den Gang jeg drog af Sted
Postmesteren sætter sit Træben (thi naturligvis har han Træben, da dette er den fornemste Adkomst til at blive Postmester i Kongeriget Danmark med Bilande. Vi kender ikke Forholdene paa de vestindiske Øer) sætter sit Træben haardt i Gruset og marcherer nikkende og smilende med Postmesterinden under Armen frem gennem Folket; medens Sevenhusen med Trompeten for Munden skæver om efter ham for at iagttage Virkningen; og Mængden, særlig den kvindelige Part, standser betaget op i Promeneringen og synes, at dette er et yndigt Øjeblik, et ligefrem Iøftet Moment i Tutiputs Historie.
Kun cand. med. & chir. Læge Alfred Brandt og cand. jur. Sagfører Oscar Strøm er ved at kvæles af Latter. Men de besidder jo ogsaa den klassiske Dannelse.
Pludselig gør Postmesteren Holdt midt paa Pladsen, slipper Hustruen og slaar ud med den frigjorte Haand for at betyde Orkesteret, at han vil tale. Sevenbusen og hans Trofaste river fluks Hornene fra Munden midt i Linien: det kan Du ej, min Ven ... og Sagføreren og Doktoren skjuler Ansigtet i deres Hænder.
Postmesteren (aftager sin Straahat og begynder med høj Røst): Maa det være mig tilladt som Formand for den stedlige Vaabenbrødre-Forening at sige et Par Ord! - Ikke at jeg modtager vort lille energiske og dygtige Orkesters Udførelse af en for os alle kær og dyrebar Stridssang som mynter paa mig personlig. Æhem! Det gør jeg ikke. Det falder mig aldrig ind! Men som Re. præsentant for de tapre Mænd, der drog fra Hjem og Arne for at kæmpe og dø for en god Sag, en ædel Sag, en ophøjet Sag, vil jeg blot sige: Gid den Dag aldrig maa komme, da det danske Folk ikke længer mindes sine Nationalhymner med Glæde! Æhem! Thi den Dag vil det være ude med os som Folk som Nation, som selvstændigt Folk! Mangt og meget kan splitte os, mangt og meget kan sprede os; men ét ved jeg, der altid vil samle, altid forene, altid føre os sammen, og det er - og jeg beder Dem alle, som her er til Stede, at kaste et Blik op til Dannebrogs røde og hvide Dug, som i dette Øjeblik spiler sig ud over vore Hoveder! - og det er, siger jeg: Tanken om vore Brødre og Søstre hinsides Kongeaaen! Et Leve for vort elskede, omstridte Slesvig! Det leve!
Jublende Hurraraab hilser denne Tale. Sevenbusen falder i med en Touche. Hatte og Huer sviuges i Luften, og de grebne Kvinder vifter med Lommetørklæder og Solskærme.
Naar Begejstringen er stilnet af raaber
Postmesteren: Et Ord endnu, kære Venner! ... Synes Forsamlingen som jeg, vil jeg foreslaa, at vi afsender et Telegram til de ventende histnede, hvis Øjne og Øren stedse spejde mod Nord, mod det frie og lykkelige Broderfolk heroppe? Ja, ja, ja! og stormende Bifald fra Mængden.
Postmesteren (har taget sin Lommebog frem og ivrigt noteret i den). Saaledes har jeg tænkt mig det:
Tutiput, d. 20. juli 96.
Redaktionen af "Dannevirke"
Flensborg.
En Forsamling af danske Mænd, Kvinder og Børn sender deres elskede sønderjydske Brødre og Søstre deres bedste Ønsker for Fremtiden. Mod, Troskab, Udholdenhed!
Paa Forsamlingens Vegne
Sehested,
Kaptajn og Postmester.
Fornyet Bifald.
En Stemme: Det bli'er s'gu en dyr Telegram!
Postmesteren (værdigt): Gebyret ta'r jeg paa mig! ... Og saa Nationalsangen, Sevenhiisen!
Orkestret falder i med Kong Christian; og medens Mængden raaber et nifoldigt Hurra, byder Postmesteren paany Postmesterinden Armen, sætter Træbenet frem og vandrer ad Tutiput til for at afsende Telegrammet.
Grossereren (skadefro): Hø, hø; det kom De s'gu skidt fra, Doktor!
Doktoren (flov-uskyldig): Jeg?
Grossereren: Det var jo da Dem, der fik Sevenhusen til at spille!
Arrestforvareren (som har nærmet sig): Han bli'er nok Ridder paa det Telegram, hæ, hæ, hæ!
Bryggeren: Jamen det maa nu alligevel osse være lige haardt nok saadan immerhen at skulle kradse rundt paa en Træpind.
Sagføreren (indædt over Postmesterens mulige Dekoration):
Hæ, det er jo den Pind, han lever af, Mand!
