Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Thilda Andersons Roman, og jeg forstod, at den var endt med
Døden i de hvide Vande.
I Dalarne, hvor Lirén hørte hjemme, forelskede han sig i en
yngre Veninde af sin Hustru. Da det blev nødvendigt, at hun rejste,
tog hun til Amerika. Forholdet vedligeholdtes gennem Breve, og
efter et Aars Forløb blev Længselen hos Lirén saa stærk, at han
forlod sit Hjem. Hans Elskede opholdt sig i Chicago, og til denne
By rejste han, opfyldt af bange Anelser, for der havde været noget,
som forekom ham besynderligt i hendes Breve. Han vidste ikke,
hvad det var og kunde ikke gøre sig det klart; nu vilde han se
med sine egne Øjne.
Han traf sin Elskede i den hvide Kjole og i de Huse, hvor den unge
Kvinde er enhver Mands Brud. Saa meget var tydeligt af Brevene.
Traaden brast og blev genoptagen paa et Tidspunkt, da Thilda
Anderson kæmpede mellem sin Kærlighed til Lirén og sin Følelse
af Behag ved Glædespigens Liv. Han bønfaldt, tryglede og græd
og naar han ikke kunde rejse hjem, hvad hans Hustru i et
Brev saa inderligt bad ham om, saa havde han ikke anden Udvej
end Springet ud i Evighedens Flod. —
Jeg rejste mig og saa igennem Vinduerne og de hvide
Skum-taager ned i Afslutningen af den Roman, hvoraf den første
Halvdel laa i Manuskript paa Bordet, og jeg havde hele Følelsen af.
hvor flygtig Grænsen er imellem Liv og Død.
Solen skinnede, og Klokken var saa mange, at jeg inden ret
længe skulde møde paa Gedeøen og derfra foretage Vandringen
ned i Vindenes Hule. Paa det angivne Sted traf jeg min Fører,
der holdt et lille Foredrag om de Farer, hvormed Nedstigningen
var forbunden. Saa iførte vi os Gummidragter, fik Filtsko paa
Fødderne og begyndte den besværlige Kravlen hen over glatte Stene.
Vinden udefra stod paa, og mægtige Vandstrømme piskede ind
over vore Hoveder, saa vi til sidst maatte klamre os fast til
Stenene uden Udsigt til at kunne komme videre. Vinden syntes at tage
til, det blev mørkt, og da jeg gennem Buldret hørte Føreren raabe,
at vi maatte vende, mærkede jeg, at min Kind hvilte mod Granit,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
