Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Da jeg havde købt et Knippe Bøffelhorn, steg jeg til Hest og
tog Afsked med Indianerne, der efter saa mange Sindsbevægelser
igen sad i Græsset, sammenkrøbne og indsvøbte som om de frøs.
Aftensolen sendte sit gule Lys ned over deres melankolske
Ansigter. En Bræmme af Guld gled langsomt hen over Skovene,
og ude i det Fjerne hævede de mægtige Snebjerge sig som hvide
Aander i den gyldne Luftning.
Forunderligt gribende, forekom det mig, smeltede det
imponerende Naturbillede sammen med de halvvilde Skikkelser, der i
Angst for den frembrydende Civilisation er flygtede ud til Randen
af det store Ocean. I denne Stat og i Oklahoma maa man i vore
Dage søge de sørgelige Rester af Nordamerikas ældste Folk og
dets Kultur, der staar i en saa uløselig Modsætning til det moderne
Samfund. Herude den flygtende Indianer, som ængstelig rækker
den hvide Mand sin Fredspibe, derinde den febrilske Travlhed, det
store Kapløb, de summende Hjul —
Og dog kan det ikke være anderledes. Der er nu noget over 300,000
Indianere tilbage, og for at de kunde leve deres oprindelige Liv, maatte
man indrømme dem et Land saa stort som Frankrig. Til en saadan
Ødselhed er der ikke Raad i den moderne Verdenshusholdning.
Indianerne er de svage, og da de synes uanvendelige i det skabende
Erhvervsliv, maa de gaa til Grunde. Nu er de flygtede ud til disse
Egne, forfulgte af det støjende Lokomotiv. Men ogsaa her vil
Dampskorstenen inden ret længe sværte Himlen. Om en Menneskealder
findes „Rødhuderne“ næppe andre Steder end paa etnografiske
Museer og i Romanerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
