Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
21
brændende, skjælvende klarhet som viste alting
tydelig; saa kom et blink av rødt ind i det
gule, saa en forvandling til blaat, saa en
lysning, saa intens at alt blev til bare lys; ogsaa
det tykkeste, dypeste mørke.»
Naar vi læser slikt som dette, saa har vi
nok en fornemmelse av at noget slikt har vi
ogsaa set; det har fløiet over vor nethinde, men
ikke efterlatt indtrykk saa sterke at vi var istand
til klart at gjenkalde billedet med alle dets
enkeltheter, — ikke alene, men Dickens hjælper
os, han fortæller os hvad vi har set, og siden
mindes vi det som en personlig oplevelse, —
kirkeklokkerne, fuglerederne, de forlatte ploger
og harver, de forskræmte ansigter — altsammen.
Det mest fremtrædende træk i Dickens’
karakter, forsaavidt vi kan læse den ut av hans
digtning, er hans ømme kjærlighet og
medfølelse med de hjælpeløse, barn, fattige, — de
svake, — de som ikke er utrustet med neb og
klør til at grave sig frem i verden.
Man merker hvor han skjælver av bevægelse
og harme, naar han beretter om Mr. Murdstones
og hans søsters mishandling av stedsønnen,
den lille David Copperfield, hvorledes han av
hele sit hjerte er paa Davids side mot disse
motbydelige pligtmennesker, som ikke aner
hvad et barn er og derfor saarer ham ustanse-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
