Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
43
samme kaliber, hvor Dickens, det fremfor alt
naturlige menneske, slipper sin dræpende latter
løs paa lægprædikanternes væmmelige
forloren-het og affektation.
Da Dickens hadde skrevet «Hard Times,» —
sin mest «sociale» roman, — kaldte Macaulay
ham en «sullen socialist», en grætten socialist,
fordi han ikke var ortodox whig; men Dickens var
saavist ikke socialist, likesaalitt som han var
individualist, og hvad han saa ellers var, saa var
han ialfald sikkert ikke grætten; han var med
i sin tids radikale strøm, som hadde sin
oprindelse i den store franske revolution, men hans
aapne øine reddet ham fra at løpe ind i
fanatismens sækkegate, hvorfra der ingen utgang er.
Han vilde ikke ofre en tomme av sin frihet,
ikke engang til det parti han ifølge sit
temperament og sin folkelighet tilhørte.
Paa en iøinefaldende maate kommer denne
hans overlegenhet til uttryk i hans forhold til
Amerika.
Amerika stod i den radikale ungdoms
bevissthet dengang som et EI Dorado. Her levet
de mellem fortidslevninger og ruiner, som for
hvert skridt hindret den frie bevægelse, — et
utlevet kongedømme, utstyret med latterlig
ceremoniel, en pomp og pragt, der slukte millioner
som kunde brukes til nødvendige og frugtbare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
