Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
72
sin munterhet ut over de mange tusen sider,
hans smittende latter klinger, ret som det er,
pludselig igjennem og virker som overraskende
solskin over det mørke landskap hans dystre
fortællinger ofte utfolder for os.
De egentlige humorister i Dickens’ romaner
tilhører allesammen folket, — de er smaafolk,
fattige, som ikke lever paa solsiden. Med
sikkert instinkt har Dickens set at
humoren først og fremst er en folkelig evne og
lykke. — Slik er det sikkert i alle lande,
ku-torvsgutten, lazaronen, rallaren, er ganske vist
de morsomste nordmænd. Men ganske
særskilt er dette tilfældet i England og fremfor alt
i London. Sam Weller gjælder i England for
det litterære symbol paa den engelske populace,
og mange engelske forfattere er enige om at
fastslaa at der ikke er synderlig forskjel paa
symbolet og virkeligheten. «Fattige englændere
lever i en atmosfære av humor,» heter det,
«de tænker i humor. Ironi er den luft de
ind-aander. Det hænder av og til at en spøk
dukker op hos en politiker eller en
gentleman; og da gjør de gjerne det mest mulige
ut av den; men hvis et alvorlig ord falder i
munden paa en gatesælger, saa virker det
næsten overraskende som en spøk; — som
regel bevæger de sig i ironiske vendinger.» —
«Jeg husker engang jeg blev kjørt i en hansom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
