Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
87
gjesterne — med faren i spidsen — holdt jo
paa at dø av latter, og gutten var henrykt over
den applaus han møttes med. Og de voksne
var umættelige og gutten var utrættelig, han
sang og sang ustanselig, indtil han uttrættet og
overmæt av hyldest graatende blev baaret i seng.
Det var naturligvis moro, men en yderst
betænkelig pædagogik, som det ikke var frit
for at der stod merker av gjennem Charles
Dickens’ liv.
Naar jeg tænker paa John Dickens, saa
dukker uvilkaarlig op i mig billedet av en
anden far, far til en likesaa verdensberømt
mand, Isac Rousseau, Jean Jacques’ far.
Ja, han var jo værre end John Dickens
naturligvis, men de var ikke saa ulik
hverandre; ogsaa Isac Rousseau hadde sin største
svakhet i den mangelfulde ansvarsfølelse, heller
ikke han tok kampen op mot livets
vanskeligheter, han lot sig ikke som den ældre Dickens
nøie med at lukke øinene, men han rendte
simpelthen sin vei fra kone og barn og blev
borte i mange aar. Mot sine barn var han
yderst forsømmelig, endda han hadde ikke mere
end to; den ældste lot han uten suk — saavidt
man kan se — gaa i hundene, og Jean Jacques
kan heller ikke rose ham for nogen varig omhu.
Men han var som John Dickens stolt av sin
søn, og utnyttet ham om end paa en anden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
