Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124
i mangfoldige aar som med en hemmelig skam
han ikke turde betro til noget menneske, selv
ikke sine allernærmeste. — Ja, for det var jo
ingen skam, der var jo absolut intet vanærende
i det, absolut ingenting som han ikke kunde
vedkjende sig eller behøvde at føie sig ydmyget
ved.
Der dukker i denne beretning, ret som det
er, op et element av overklasse-ufinhet, som
man mindst av alt skulde vente at finde hos
Dickens; den maate han skildrer samarbeidet
med de andre gutter i fabrikken paa, hans
foragtelige bruk av ordet «common men and boys»,
den avgrund han føler mellem sig og dem, den
ydmygelse det er for ham at være i saa daarlig
selskap, den kjølige tone hvori han fortæller
om den skikkelige og snille Bob Fagins
elskværdige omhu for ham under hans sygdom, den
foragt hvormed han altid omtaler det simple,
men hæderlige arbeide han er sat til, — alt
dette og mere virker unegtelig som utslag av
en smaaborgers klassehovmod, som vi ikke finder
noget av i Dickens’ romaner; her er tvertimot
et fremtrædende træk den sjeldne hjertefinhet
hvormed han stiger ind i smaafolks og
fattigfolks inderste sjæleliv, hans aldrig svigtende
sympati med de hjælpeløse paa livets
skyggeside; saa sterkt fremtrædende er dette træk at
en fransk forfatter har kunnet skrive en hel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
